Ønskebrønden smider fedtet 5


En ny generation af køkkentøj nærmer sig markedet
En halv ørn i rede, en træstamme med sveller, en Karl Stegger i lædervest med fedtstifter. Den danske pølsevognslingo har måske for længst haft sin storhedstid, men det gør bestemt ikke skinkekutterjargonen mindre sjov. Desværre kan man ikke sige pølsevogn eller grillbar, uden straks at få associationer til en fed livsstil. Altså på den ufede måde. Faktum er dog, at fritter, der ikke er sprøde, er en tarvelig spise. Philips er angiveligt på vej med sprøde fedtfattige fritter i et køkken nær dig.

Den kendte og elskede frituregryde (også kendt som ønskebrønden), har fået en makeover af Philips’ udviklingsafdeling. I stedet for olie vil man nu anvende varm luft. Altså rigtig varm luft, og ikke som når danske politikere bruger ord som “velfærd” og “folkesundhed”.

Hollænderne mener det tilsyneladende alvorligt. En hel række køkkenmaskiner skal medvirke til en sundere livsstil på en simpel måde, som de udtrykker det. Airfryer, som vel er det mest spændende af de nye produkter, bruger en “patenteret luftcirkulationsteknologi” til at sende varm luft rundt om det ønskede stykke mad. Det hele sker helt uden, eller med kun lidt olie. Således får man angiveligt en nærmest uhørt sprødhed med op til 80 procent mindre fedt.

I en verden hvor folk bliver tykkere og tykkere, er det naturligvis ikke nogen dum ide, at give dem en mulighed for at spise deres usunde favoritføde tilberedt på marginalt lækrere vis. Dog er det nok bedst for “folkesundheden” hvis teknologien finder vej til nationens kommercielle ønskebrønde, og ikke bare de få hundrede køkkenborde, som Airfryer uundgåeligt vil indtage.

Philips

Kan du li hvad du læser?

5 thoughts on “Ønskebrønden smider fedtet

    • Thomas Wittenburg

      Så vidt jeg kan lure, og man kan jo eventuelt smutte en tur til IFA i Berlin for at tage den i skue selv, er det mest nyskabende cirkulationsprincipperne. Den kan også anvende en smule olie, så man får den “ægte” friturefornemmelse, uden fare for akut hjerteinfarkt.

      Og så ligner formgivningen jo heller ikke en varmluftsovn…

      Forhåbentlig kommer der noget video på inden længe 🙂

  • mads thimmer

    Tak for skansetjansen ud mod teknologiens ingenmands(og så alligevel)land! og for i en rum og rummelig tid at have været det sidste bolværk mod kedsommelige techtrakasserier. go gonzo!

  • Jonas Juhler Hansen

    Supergriner indlæg og et passende punktum for redaktørens virke. Tak for røverhistorierne og svinerne – det har været forfriskende!

    Husk der ikke findes usund mad – kun et ikke-afstemt aktivitetsniveau! 🙂

  • Susanne

    Tefal har siden 2007 været i gang med deres serie af produkter, der skal hjælpe forbrugeren til en sundere livsstil ved at reducere fedtindholdet og bevare vitaminer og mineraler. Herunder med produktet ActiFry som kan så meget mere end bare at lave pommes frites med max. 3% fedt.
    http://www.nutritious-delicious.dk

Comments are closed.