Android går James Bond i bedene


Med sammenkobling af bil og telefon er den fjernstyrede bil ikke langt væk
Hvis man huske James Bond filmen Tomorrow Never Dies, kan man måske også huske en 007 i skikkelse af Pierce Brosnan, der styrer en BMW 750i fra bagsædet af bilen. Under den heftige jagt hiver Bond sin Ericsson mobiltelefon frem (ja, den er faktisk så gammel, at Sony ikke indgår i navnet) og giver den fuld gas på telefonens skærm. Nu går der måske ikke så længe, før du selv kan lege Bond med din Android telefon.

Den amerikanske bilproducent General Motors’ undermærke Chevrolet, er vel herhjemme bedst kendt to ting; nemlig kæmpe biler med enormt benzinforbrug, samt små uduelige skodøser, der bliver produceret til spotpris i Asien. Udover de to dele af forretningen har man dog også en mere fremtidssikret investering. Den hedder Chevrolet Volt, og er en af de første masseproducerede familieelbiler, der har slået igennem på det amerikanske marked.

GM’s nyeste tiltag til Volt er en udvidelse til deres Android applikation. En navigationsfane med adgang til Google maps kan give ejeren bilens eksakte position. Den kan naturligvis også fortælle dig hvor du befinder dig i forhold til din bil. En egenskab, der nok vil behage de fleste, der har prøvet at parkere i en fremmed by.

Selvom applikationen endnu ikke er voldsomt avanceret, skal der dog ikke meget fantasi til, at se hvor vi bevæger os hen. Den selvkørende bil er allerede en realitet. Moderne biler, især de elektriske, er (sjovt nok – haha) fyldt med elektronik. Det meste af styringen er elektronisk. Gamle velgennemprøvede mekaniske løsninger, som tandstænger og hydrauliske bremser er så småt ved at forlade os.

Alting styres altså af en computer. Da de fleste mobiltelefoner i dag kan tale sammen med computere, er det altså kun et spørgsmål om tid, før de første mobilstyrede biler vil kunne ses i trafikken. Så kan man jo bare håbe, at bilproducenterne får installeret kameraer forrest på bilen, så man ikke skal køre i blinde…

GM via DailyWireless

Kan du li hvad du læser?