Bambusinteriør i bilen


Japansk bilfabrikant udskifter plasticmaterialer med planteverdenens svar på duracell-kaninen

081208_bambusbil-l.jpg

Træ i kabinen på en bil er ikke noget nyt, men der plejer at være tale om både biler og træsorter i den dyre (og ikke mindst eksotiske) ende af skalaen. Nu skal den lidet eksotiske træsort bambus være standard i bilen, men ikke i traditionel forstand. I løbet af de seneste år har forskellige brancher forsøgt at gøre deres image lidt grønnere med bambus.

Mitsubishi er den første bilproducent, der springer på bambusvognen og bruger materialet i deres biler. Bambus er en af de absolut hurtigst voksende landbaserede planter i verden. Det faktum vil Mitsubishi Motors udnytte, til at nedbringe CO2 udledningen i bilproduktionen. Fremover skal plantemateriale erstatte de klassiske plasticbaserede polymerer i bilernes interiør.

For at gøre bambussen stærk skæres den i strimler og leddene fjernes. Herefter bankes strimlerne og mases til fibre. Til slut blandes fibrene med en plantebaseret kunstig harpiks, samt et bindemiddel der får massen til at størkne. Metoden er ikke helt ulig den man bruger til at fremstille glasfiber. Men fordelen ved bambusproduktet over glasfiber, og lignende former for materialer, er at biomassen er langt mindre giftig.

Den japanske autogigant forventer, at der kan skæres mellem 28 og 51 procent af bilernes samlede CO2 regnskab. Tallet dækker hele bilens levetid, altså fra materialeindsamling til skrotning.

I første omgang er der tale om dørpaneler og lignende. Bambusinteriøret er ikke varmebestandigt, og kan ikke anvendes ved temperaturer over 109 grader, som eksempelvis tæt på motoren.

Man skal derfor ikke forvente at se biler lavet udelukkende af bambus i den nærmeste fremtid. Der er dog mulighed for at kombinere bambuspanelerne med elbiler. Så ser regnestykket sandsynligvis helt anderledes ud.

Kan du li hvad du læser?