CSR lige til lossepladsen 3


Marketing og spin går hånd i hånd med godhedsindustrien
Tidlige på året udnævnte vi Energi Nord til at være slacktivismens frelsere. I deres kampagne, Lys i Afrika, gav de udtryk for et regulært ønske om at gøre en forskel. Naturligvis med en klar afsender – Corporate Social Responsibility handler i den grad også om reklame. Tidligere redaktør på LabConfidential, Jonas Juhler Hansen, var hurtig til at kalde Lys i Afrika for “en tynd omgang grønvask”. Debatten rasede, også på Lys i Afrikas facebookside, hvor kritikken var hård. Nu er der kommet en foreløbig konklusion på debatten…

Mandag den 2. august 2010 blev dagen, hvor lyset slukkedes i Afrika. Eller i hvert fald lyset i Lys i Afrika kampagnen. Hensynet til Energi Nords eget overskud skulle nemlig også tages i betragtning. Det beskedne mål i starten af kampagnen var 125.000 medlemmer af facebookgruppen. Det ville udløse 5.000 lamper til Uganda. Intet tydede på det tidspunkt på, at de 5.000 lamper var et stopsignal. Men det blev det.

Lukningen af Energi Nords engagement i Lys i Afrika viser ganske fortrinligt, at man fra starten havde tænkt sig at donere et fastsat antal lamper. Det gør kampagnen på Facebook overflødig, og værst af alt, så tager det (om end forudsigeligt) dybt pis på 125.000 danskere, hvoraf mange faktisk var oprigtigt begejstrede for tiltaget.

Nuvel. Man kan naturligvis stadig selv donere en solcellelampe til den beskedne pris af hundrede kroner. Men det er ikke antallet af lamper, eller det på forhånden fastsatte antal, der er problemet.

Problemet er, at denne non-profit organisation pludselig bliver mere aggressiv i sin markedsføring. Pludselig inviteres der til specielle arrangementer i Aalborg Zoo, hvor der ligefrem arbejdes på overnatningsmuligheder til folk som kommer rejsende langvejs fra.

Dermed viser CSR-monstret, som den gamle Redacteur forudsagde, sit grimme ansigt. Det ser nemlig ud til, at Energi Nord tror at Lys i Afrika har skabt større tilknytning til forsyningsselskabet. At man nu skulle være interesseret i at deltage i diverse af Energi Nords arrangementer virker underligt.

Det ville da være fedt, hvis der rent faktisk kom en større brandværdi ud af CSR. Men når ikke CSR er bakket op at et reelt ønske om at gøre en forskel – om det så er med 5 eller 5000 lamper – så bliver det en ærgerlig og ligegyldig omgang greenwashing. Og den er glemt så hurtigt, at folk ikke engang når at melde sig ud af facebookgruppen.

Lys i Afrika

Kan du li hvad du læser?