Et print frem, og to tilbage 2


Innovation Labs 3D printer er på samme tid fantastisk og modbydelig
Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra den ansvarlige for Demolab, Lab Agent Esben, om at labbet skulle have en 3D printer. Man kunne nemlig ikke fortælle om alle herlighederne ved 3D print, uden at have en sådan i huset, hed det sig. En sådan blev derfor fluks bestilt hjem fra MakerBot i USA.

Ventetiden var lang, men endelig, en sen efterårsdag på det kolde lab, landede en MakerBot Cupcake CNC. Glæden var stor, og det var som om varmen kom tilbage i kroppen. Man sagde dengang, at en 3D printer kunne samles på en weekend af to mand.

Ufortrødent kastede den unge Redaktør sig ud i byggearbejdet, thi han var nemlig en mesterbygger og havde tidligere samlet en seksbenet robot, der kunne fjernstyres med en PlayStation controller. Han mente sig derfor nok kapabel til at betvinge en sådan stak akryl og krydsfiner.

Mange timer senere, da chefhackeren endelig erklærede MakerBot’en klar til kamp, slukkedes lyset på laboratoriet. En spot blev rettet mod den og de andre Lab Agenter så til i forventningsfuld spænding. Da hornorkesteret var færdig med at spille nationalmelodien, trykkede Redaktøren på startknappen.

I samme sekund, hvor man ellers kunne have forventet jubel fra alle kanter, skete noget besynderligt. Skønt den byggeglade robot larmede lystigt, byggede den ingenting. Skuffelsen kunne ses på hvert eneste ansigt i forsamlingen, ikke mindst den før så smilende Redaktør.

“Det er nok bare en løs forbindelse”, lød det venligt og forstrøstningsfuldt fra Antropologen. “Eller måske skal den bare genstartes”, sagde den usikkert smilende Praktikant. Men redaktøren vidste godt, at det langt fra var så simpelt. Noget var ganske enkelt gået i stykker. En del, en printplade, der skulle give liv og kraft til maskinen, var gået ned.

Festlighederne blev herefter afblæst, og folk vente tilbage til deres respektive opgaver. Tilbage stod Redaktøren med en død robot, og en lille tåre i øjenkrogen. Heldigvis var der råd. Den Demolab-ansvarlige Lab Agent Esben bestilte straks nye reservedele…

FORTSÆTTES…

Se billeder fra samlingen på LabConfidentials Facebookside

Der findes i øvrigt et 41 minutter langt Bambuser webcast, hvor man kan se MakerBot’en lave absolut intet!

Kan du li hvad du læser?

2 thoughts on “Et print frem, og to tilbage

  • Jesper Bolo Petersen

    Mit valg er faldet på en mendel. Har dog kun lavet alt det mekaniske til en Repstrap, så mangler stadig elektronikken. Processen er langsom, men det skulle gerne ende ud i en Reprap der kun koster det halve af makerbot’en og som kan lave større emner.

  • Thomas Wittenburg

    Spændende Jesper! Hele Reprap-konstruktionen er selvfølgelig langsommelig, men det er virkelig fedt at man kan lave det hele fra bunden.
    På Ingeniørens hjememside kan man i øvrigt følge Michael Holm fra hackerspacet Labitat i København, i hans bestræbelser på at lave en Reprap: http://ing.dk/artikel/108431-reprap-intro

Comments are closed.