Facebooktrøjen holder kontakten


Opdater dine sociale netværk uden at røre en finger
Vi lever i en tid, hvor det handler om at være på. En tid hvor smartphones invaderer folkets lommer, og hvor man nærmest kommer bagud af dansen, hvis man er offline på vej til og fra arbejde. Derfor er det rart, når der kommer endnu en mulighed for at være online konstant. I hvert fald giver Ping, en ny hættetrøje fra Electricfoxy, dig ikke chancen for at lade være.

Trøjen indeholder en række sensorer, der kobles sammen ved hjælp er ledninger i stoffet. Designeren, Jennifer Darmour, har brugt ledningsnettet i designet, og skabt et mønster, der på fornem vis integrerer teknologi og mode.

Bag Pings moderigtige ydre gemmer sig enhver hardwarehackers bedste ven, nemlig en Arduino. Ved hjælp af en trådløs enhed, forbundet til hele trøjen, kan man sende forskellige, prædefinerede beskeder til Facebook. Tager man hætten på, sender man en besked, og tager man den af, sender man en anden.

Men så er det jo kun envejs-kommunikation, tænker den vakse læser. Men det er det slet ikke. Skuldrene er udstyret med en teknologi, der giver et lille prik på skulderen, når man modtager en besked på Facebook.

Den tilhørende Facebook applikation giver brugeren mulighed for at tilpasse både beskeder og prikkesignaler. Derudover kan man vælge specielle grupper, som ens opdateringer skal sendes til.

Hættetrøjen er – i teorien – bare begyndelsen. Teknologien, der i øvrigt er både stræk- og vaskbar, kan implementeres i alle mulige former for tekstiler. Det er således ikke længere forbeholdt brandvæsen, militær, og elitesportsudøvere, at have tøj med strøm i.

Om man så har lyst til at delagtige onlinevennerne i alt hvad man render og laver, er jo op til en selv. Men til sidst kan man jo spørge sig selv, om vi virkelig lever i en tid, hvor det skal være nødvendigt, at klæde sig af for at koble af.

Electricfoxy via Textually

Kan du li hvad du læser?