Forretning eller fastelavn?


Hvilket signal sender dit tøj? Alt afhængigt af branche og løntrin, er der en række forskellige mere eller mindre officielle dresscodes på danske arbejdspladser. Det er utænkeligt, at møde en bankansat i t-shirt. Ligesom det er svært at forestille sig en tømrer i nystrøget skjorte. Klæder skaber folk. I hvert fald billeder af folk.

Hvad sker der, når den nye rockstarprogrammør kommer valsende ind på det velfriserede kontor, iført en rød t-shirt med en illustration af Walther fra The Big Lebowski? Eller når den unge marketingmedarbejder pludselig dukker op i et skræddersyet jakkesæt og håndsyede italienske sko?

Begge eksempler påvirker den uformelle magtbalance på en arbejdsplads.

Man kan tale om skjortens autoritet overfor t-shirtens anarki. Begge sender stærke signaler om tilhørsforhold og kultur. Selv går jeg næsten altid i t-shirts. Og de er udvalgt efter to enkle kriterier: Er den fed? Hvilket signal sender motivet?

I dag har jeg eksempelvis en War Is Boring-t-shirt på. War Is Boring er en af mine favoritblogs, der leverer kvalitetsjournalistik om verdens konflikter og alt forsvarsrelateret. Designet på brystet er lavet med logofarven, og motivet fortæller en lille flig af moderne krigshistorie, mens titlen leverer et underspillet semipacifistisk budskab. Et stykke fremragende merchandise.

Dagens t-shirt fortæller noget om mig, på en måde som skjorter aldrig kan gøre. Omvendt oplever jeg i nogle sammenhænge at føle mig mere selvsikker i en skjorte. Og jeg føler, at folk tager mig mere seriøst. Selvom det ikke nødvendigvis hænger sådan sammen.

For 6-8 år siden skulle jeg holde et foredrag på en ret stor konference. Publikum bestod primært af chefer fra det offentlige, og der var en klar overvægt af såkaldt pænt tøj. Faktisk var jeg nok den eneste, der havde taget en forvasket AC/DC t-shirt, et par slidte jeans, og nogle udtrådte Chuck Taylors på. Da jeg trådte op på scenen midt på dagen, følte jeg mig mildest talt underdressed. Men der skete noget ret spøjst.

Hele formiddagen havde den ene mere tilknappede taler efter den anden været på. Og pludselig stod der en ung charlatan på scenen og agerede sprællemand. Det virkede præcis efter hensigten, og efterfølgende var ingen i tvivl om, hvad jeg havde haft på, eller hvad jeg havde fortalt. Heldigt nok.

Hvad siger dit tøj om dig? Har din arbejdsplads en dresscode, formelt eller uformelt? Og ville du egentlig nogensinde stole på en programmør i skjorte?

Kan du li hvad du læser?