Golfbanens skræk


a-tacNy golfvogn skal beskytte de rige og kendte
Hvem kender det ikke? Man er taget på golfbanen for at slappe af i selskab med gode venner, og frodigt grønt græs. Efter en skøn formiddag med masser af eagles og et enkelt hole-in-one, sker desværre det, der altid sker. Golfbanen bliver overfaldet af terrorister. Normalt ville man være prisgivet i en sådan situation. Men ikke dig. Du har naturligvis en A-TAC!

A-TAC er golfbanens svar på Sherman kampvognen. Et køretøj med fine kvaliteter. Det er pansret, kører op til  24 kilometer i timen, og så er det grimt som arvesynden. Ikke at det skal afskrække folk, der vitterligt har behov for den slags beskyttelse. De skal naturligvis bare give den gas hos golfbilsforhandleren.

Panserbassen, der er af indisk oprindelse, lyder navnet MetalTech A-TAC. Hvis man synes det lyder tungt, industrielt og ondt, er man godt på vej. Forkortelsen dækker over Anti-Terroist Assault Cart. Og selvom dybest set er tale om en golfvogn, så er den faktisk designet til at navigere rundt inde i bygninger, som eksempelvis hoteller. For at vise, at man mener det seriøst, er vognen udstyret med skydeskår, så man kan lave et ægte high *host* speed drive-by skyderi.

Baggrunden for dette fantastiske(?) design er terrorangrebene på Mumbai i 2008. Som et svar på hjælpeløsheden i den slags situationer, har man ønsket at udvikle et køretøj, der lader folk beskytte sig selv.

A-TAC blev fremvist i midten af februar på en stor indisk våbenmesse. Prisen bliver angiveligt cirka 45.000 dollar, og den batteridrevne minibil skulle kunne køre i seks timer for fuld fart.  Der er endnu ikke sat dato på hvornår man kan købe sin egen minikampvogn, men hvis man er interesseret, er det nok en god idé at stille sig i kø. Den bliver drøn populær!

AFP via Automotto

Kan du li hvad du læser?