Helikopteren flyver ind i fremtiden


Sikorsky arbejder hårdt på at fremtidssikre helikopterens eksistensberettigelse
Siden 1986 har ingen helikopter fløjet hurtigere end 400 kilometer i timen. Rekorden blev sat af en Westland Lynx, samme model som den danske flåde i dag bruger som redningshelikopter. Det betyder, at helikopterudviklingen – i hvert fald hastighedsmæssigt – har stået stille i 24 år. Moderne teknologi, som fly-by-wire, bliver naturligvis brugt i de fleste nye helikoptere, men nogen kvantespring er der ikke sket. Før nu.

I det hele taget har helikopteren ikke udviklet sig meget i dens grundlæggende design, siden Igor Sikorsky første gang lavede lift-off i starten af 1940’erne. Sikorskys seneste kreation er X2. Og den er hurtig! Helikopteren er endnu ikke færdiggjort, men har allerede slået Lynx’ hastighedsrekord med 16 kilometer i timen. Man forventer at dens cruise hastighed vil være næsten 460 km/t når den står færdig.

For at opnå de høje hastigheder har man designet temmelig utraditionelt. To rotorer med hver fire blade ovenpå hinanden, skaber enorm løftekraft. En bagudvendt rotor skaber masser af fremdrift, og stabiliserer helikopteren i luften.

Navnet X2 sender i øvrigt en kærlig hilsen til Bell X2 Starbuster, et eksperimentelt raketfly der i 50’erne blev brugt til at udforske potentialet for at flyve med op til tre gange lydens hastighed.

Det stopper dog ikke der for Sikorsky. Samtidig med at man har designet nyt, er man dykket ned i bunkerne med gamle designs. Fra bunkerne kommer S300C, der oprindeligt blev produceret af Hughes og siden opkøbt af Sikorsky. I sig selv en lille og undseelig helikopter. Nu er den imidlertid blevet udstyret med en elektrisk motor og en batteripakke, der ville gøre Tesla Roadster om ikke grøn, så måske pink af misundelse.

Med navnet Firefly er Sikorsky’en klar til at overtage luftherredømmet, som den ubetinget mest miljøvenlige helikopter i historien. Sådan beviser man, at et 70 år gammelt design stadig har en berettigelse.

Sikorsky X2, Sikorsky Firefly

Kan du li hvad du læser?