Infight i SoMe-branchen


Er danske socialmediaeksperter pigesure mudderkastere? 

I aftes læste jeg Christian W. Larsens kommentar til den danske socialmediabranche. Som markedsføringsprofessionel i Danmark er jeg glad for, at jeg ikke er den eneste, der ser en trist tendens i branchen. Man kan vælge at kalde nogen ud, men det synes jeg ærligt talt debatten er for vigtig til. Helt generelt handler det om en del af branchen, der plages af megen snak, endnu mere personfokusering/selvpromovering og tilsyneladende for lidt konkret handling og erfaring. Sandheden og retfærdigheden af det udsagn er der naturligvis delte meninger om. Alene aftenens aktivitet – og meget påfaldende tavshed om et så skarpt formuleret holdnings- og debatindlæg – kunne forlede en til at tro, at der var noget om snakken. Lige nu er det en stilfærdig skyttegravskrig. Det fik mine tanker til at flyve lidt tilbage i tiden.

For ti år siden tonsede jeg rundt i øvelsesterrænet omkring Skive Kaserne. Jeg var værnepligtig sergent på det tidspunkt, og i kraft af min position som ingeniørkompagniets signalbefalingsmand, var det mig der uddannede de fleste af kompagniets menige i signaltjeneste.

Det fede ved at undervise i forsvaret er, at de ting eleverne skal lære, ofte er færdigheder. Førstehjælp, våbenhåndtering, korrekt procedure for radiokommunikation, brobygning, sprængning og meget andet. Det meste er færdigheder, der havner i soldatens værktøjskasse og som senere skal kunne hentes frem under pres i en rigtig træls situation.
Når man underviser værnepligtige kan man måske motivere dem med nogle gode røverhistorier. Man kan måske endda bullshitte sig en del af vejen ind i deres bevidsthed og vilje til at suge viden til sig. De har ingen erfaring og referenceramme i forhold til forsvaret, hvilket kan gøre dem til lette ofre for befalingsmænd med masser af gode røvere, men knap så meget faglig ballast.

For omkring et år siden tegnede jeg en kontrakt med flyvevåbnets reserve. En stor del af 2013 har jeg været rundt på de tre flyvestationer i Jylland, for dels selv at lære, dels at lære fra mig. Den helt store forskel på 2013 overfor 2003 er, at de lette smutveje er blevet spærret. At stille sig uforberedt, bedrevidende eller skråsikker op overfor mennesker med op mod fyrre års erfaring og adskillige udsendelser bag sig, er professionelt harakiri. Det er dumt, man kommer til at se dum, og man går hjem med en følelse af at være dum. Hvis man ikke er toptunet i fagene, så er det i sagens natur en god idé at gå til opgaven med en vis portion ydmyghed. Det er det i øvrigt altid.

Uanset hvilken branche man arbejder i, støder man altid på nogen, der har regnet den ud. Nogen der er lidt smartere og lidt hurtigere på aftrækkeren end andre. Nogen der ser ud til at have 100% styr på det hele. Når socialmediabranchen i Danmark er særligt hårdt ramt, så er det fordi det er et relativt nyt område, som meget få for alvor har styr på. Og her findes de i hobetal.

Ofte siger de ting, der lyder klogt. Ting der får dig til at stå tilbage med tanken “det lyder helt rigtigt”. Ofte fordi det er _helt_ rigtigt. Det er folk, der får det simple og åbenlyse til at lyde kompliceret og utilgængeligt. Folk der bruger kloge ord som “konvertering”, “content”, “transperens” og “autencitet”. Sjovt nok tales der meget lidt om konkrete tiltag og midler til salg, og det er ellers ret vigtigt, der hvor jeg kommer fra (fordi vi lever af at sælge ting til andre – for profit). Og så er det folk, der af og til kan være lidt korte for hovedet, og rode sig ud i situationer som den Christian W. Larsen beskriver. Hvis nogen gør den slags i forsvaret, så snakker man ofte om mangel på “faglig overhøjde”. Faglig overhøjde kunne man godt nogle gange ønske sig i den danske SoMe-branche.

Jeg køber ikke socialmediaydelser, men hvis jeg gjorde, så ville jeg ikke vælge en konsulent, der bagtaler sine nuværende, tidligere eller potentielle kunder og samarbejdspartnere. Det ville nok heller ikke være en, der bruger det meste af sin tid på åbenlys selvpromovering.

Kan du li hvad du læser?