Mere science fiction i forsvarsindustrien


Britisk forskningsprojekt vil lave usynlige kraftfelter omkring køretøjer
Hvordan mon historier som Star Wars og Star Trek havde set ud, hvis ikke Tusindårsfalken og USS Enterprise havde haft skjolde til at aflede deres fjenders lasere? Umiddelbart et par korte film. På virkelighedens slagmarker, har devisen siden kampvognen blev opfundet, været tykkere panser. Den slags kommer dog med en høj pris, i form af stort brændstofforbrug og begrænset manøvredygtighed. Briterne vil gerne ændre på de forhold.

Egentlig kom russerne, eller Sovjetunionen som det hed dengang, først med såkaldt reaktivt panser. Når et projektil rammer en kampvogn, der er udstyret med reaktivt panser, detoneres en mindre sprængladning, der uskadeliggør projektilet. Senere kom aktivt panser, der skyder en sprængladning væk fra køretøjet, for at uskadeliggøre indkommende projektiler.

Britiske Defence Science and Technology Laboratory, tager den skridtet videre. Ved hjælp af superkondensatorer på køretøjet, vil man ødelægge fjendtlige projektiler på flere meters afstand. Superkondensatoren kan skabe et kraftigt elektromagnetisk felt, der kan afbøje og uskadeliggøre både granater og projektiler fra mindre våben.

Dybest set er der tale om et usynligt kraftfelt rundt om køretøjet. Kondensatoren afgiver sin energi i løbet af et splitsekund, og kan hurtigt lades op og gøres klar til et nyt angreb. Selvom det lyder som meget store mængder energi, har udviklerne opdaget, at det kræver overraskende lidt elektricitet.

Hvis man kan få konceptet til at fungere tilfredsstillende, er det pludselig muligt, at barbere vægten ganske drastisk af ellers tungt pansrede køretøjer. Samtidig opnår man større beskyttelse mod vejsidebomber og lignende, som man dybest set ikke kan pansre sig fra.

Beskyttelsen man kan opnå fra superkondensatorerne er dog ikke perfekt. Mindre håndvåben vil eksempelvis ikke kunne opfanges af det system, der skal iværksætte magnetfeltet. Derudover er der ikke meget hjælp at hente, hvis man pludselig bliver angrebet af fjender med lasere. Men risikoen for det er vel også nogenlunde lige så stor, som for at blive overhalet af Darth Vader på motorvejen

Telegraph via io9

Kan du li hvad du læser?