Om elefanter – og snegle på stoffer


Foto fra Flickr: Moe_

Mysteriet om hukommelse er et skridt tættere på opklaring

Husker du som en elefant? Rygtet vil vide, at elefanten har en fantastisk hukommelse. At have hukommelse som en elefant er, alt afhængig af sammenhængen, en velsignelse eller en forbandelse. Men hvordan får man den slags hukommelse? Det er et spørgsmål, som de fleste studerende – og for den sags skyld mange andre – gerne vil have svar på. Nye studier af snegle på metamfetamin giver måske en del af svaret.

Selvom det kunne virke sådan, er der ikke tale om eksperimenter udført i skumle gyder på New Yorks gader. Stoffet amfetamin har i mange år været genstand for medicinsk interesse.

Før 2. Verdenskrig blev amfetamin brugt som antidepressiv. Under krigen gik der, på begge sider af fronten, sport i at proppe amfetamin i soldaterne, for derved at skære ned på deres søvnbehov.

Amfetaminer har også været brugt til at skærpe de kognitive evner hos mennesker. I 50’erne blev stoffet så forbudt over det meste af verden, og henvist til et liv som ulovligt rusmiddel. Den medicinske interesse er dog bevaret på grund af stoffets mange lovende positive egenskaber.

På Washington State University har forsøg med at give metamfetamin til snegle vist, at stoffet styrker sneglens langtidshukommelse. Ved at træne snegle i to grupper. Efterfølgende gentog man træningsprocedurerne, endnu engang i to grupper. Denne gang med en gruppe på stoffer og en “clean”. Ved at give sneglene metamfetamin øgede man deres evne til at huske de forskellige led i træningen.

Selvom snegle altså bliver skarpere i pæren af et skud Crystal Meth, skal man dog ikke regne med, at det kommer tilbage i håndkøb lige foreløbig. Et af problemerne ved metamfetamin er, at det ikke bare forbedrer evnen til at huske, det skaber også en meget stærk afhængighed. Sammenholdt med risikoen for angstanfald i forbindelse med meget stærke minder, lyder det ikke umiddelbart som den bedste cocktail. Men det er måske prisen for at huske som en elefant.

Journal of Experimental Biology via Discover

Kan du li hvad du læser?