Open source rammer medicinmarkedet


Medicinalindustrien kan være på vej væk fra dens griske image
Evnen til at kapitalisere på andres ulykke er en udbredt, men ildeset egenskab i det internationale erhvervsliv. Forsikringsselskaber er en eksponent for området, men den helt store skurk er medicinalindustrien. Dyre vacciner og helbredende medicin gør det svært at få bugt med sygdomme som malaria og aids. Fremover bliver det måske lettere at få råd til medicin i den tredje verden. En af verdens største producenter er nemlig på vej med open source medicinaludvikling.

Britiske GlaxoSmithKline er i gang med at udvikle et nyt middel mod malaria. Firmaet producerer i forvejen et af de dyreste malariamidler på markedet. Deres CSR afdeling har dog tilsyneladende haft en snak med ledelsen. I en bestræbelse på at mindske udviklingsomkostningerne, og dermed den endelige den endelige pris for deres nye middel, har man indledt et samarbejde med Silicon Valley firmaet Collaborative Drug Discovery.

Ideen er at lave en webservice, der kombinerer elementer fra sociale netværk, og store databaser. Når en forsker logger ind, vil han eller hun være i stand til at se en grafisk repræsentation, samt en række kemiske egenskaber, for mere end 14.000 forskellige stoffer i GlaxoSmithKlines database.

Gevinsten ved at lave det som et åben og gratis site er, at alle resultater, af de deltagende forskeres arbejde også vil blive gjort tilgængelige. Man kan kombinere og teste alle forskellige sammensætninger af katalogets stoffer. Hvorvidt, der så rent faktisk kommer noget ud af det, må vi nok desværre vente en rum tid på at finde ud af.

CDD via MedGadget

Kan du li hvad du læser?