Oplad mobilen i røjserne


Gummistøvleopladeren er sommerens festivalhit
Vi elsker energihøstning her på LabConfidential. Idéen om at man medbringer sit eget kraftværk, så ens gadgets altid er opladede, virker sært tiltrækkende. Især i en verden med flere og flere gadgets, som på grund af flere funktioner og vildere skærme ikke holder strøm særlig længe. Der findes masser af måder hvorpå man kan høste energi ud af kroppens egne bevægelser, desværre er de fleste stadig ret eksperimentelle. En af dem kommer fra teleselskabet Orange.

Orange præsenterede sidste år, op til den særdeles populære Glastonbury Festival, det ultimative festivaltelt. Et telt lavet af et stof, der basalt set er én stor solcelle. Idéen var så, at man kunne oplade sine gadgets i teltet, mens solen skinnede. Om det var på grund af et på anden vis “strålende” vejr, at man har valgt at lave årets energigimmick i form et par gummistøvler, er uvist. Men det virker sandsynligt.

De smarte Wellies, som den slags moderigtige fodtøj kaldes på de britiske øer, er lavet i samarbejde med firmaet GotWind, og præsenterer en smule nytænkning indenfor energihøst. Hvor langt de fleste koncepter, der udvinder energi fra benregionen, gør det fra kinetisk energi, bruger de strømførende røjsere varmen fra fusserne til at lave strøm.

Man skal dog ikke tro, at man dermed kan fyre løs for gadgetforbruget. En times taletid kræver ifølge rygterne tolv timers opladning i støvlerne. Således er der nok mere tale om en såkaldt gimmick, end et egentligt levedygtigt koncept. Orange tilbyder dog publikum at lade deres apparater i et specielt indretter “chill ‘n’ charge” telt på festivalområdet. Det daglige fix skulle dermed gerne være i hus. Hvis vejret holder samme stil som vi har i Danmark lige i øjeblikket, kan der dog være tungtvejende argumenter for at vælge gummistøvlerne alligevel.

GotWind

Kan du li hvad du læser?