Pede B og rockens udfordring 4


Mötley Crüe - Shout at the Devil

Mötley Crüe – Shout at the Devil

Ovre på Twitter har jeg gang i en diskussion omkring rock med rapperen Pede B. Ansporet af en kommentar om, at han ikke lyttede til rockmusik, men at han af og til ønskede sig at kunne li’ det. Dybest set er teksterne rockens akilleshæl i denne sammenhæng. Ikke så sært, når man tænker på, at Pede B som rapper læner sig utroligt meget op ad sine tekster, og i vid udstrækning er afhængig af, at de fortæller historier, der rører noget i folk. Det står i skærende kontrast til den type rockmusik, jeg selv er en skabende del af. Teksterne er typisk ikke ligefrem dybe, og selvom der er meget humor i teksterne, køber man som rockmusiker i høj grad ind på et univers, der skriger “drengerøv” lige i dit ansigt. Altså ikke de store episke fortællinger, eller nære personlige historier. Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være, men det kommer ikke ud af ingenting.

De bedste rocksange er typisk simple skæringer, for de fleste legemliggjort gennem bands som AC/DC. Sange som Back in Black og Thunderstruck er perfekt timede energiudladninger. Energiudladninger, som for mig er selve grunden til, at jeg faldt for rocken for mange år siden. Rock, og i høj grad metal, handler om aggression. Nogle af de fedeste rocksange har ikke nødvendigvis meget lyrisk indhold, men til gengæld er det forrygende at kaste sit korpus rundt til. Drowning Pool’s Bodies, Killing in the Name med Rage Against The Machine og Back in the Game fra Airbournes seneste skive er eksempler på sange, hvor energien er mindst lige så vigtig som budskabet. RATM skiller sig ud fra de tre ved at være et udpræget anti-establishment band, et protestband hvis karriere i høj grad bygger på social indignation, og hvor forsanger Zack de la Rocha i den grad har noget på hjerte.

Pointen kunne være, at hvis man ikke tænder på gnisten i de fede riffs, og hvis man ikke får lyst til at headbange af basgange og blastbeats, så skal man bare holde sig fra rock. Så galt er det dog ikke. Der er masser af gode eksempler på rock, der kombinerer energi og nerve i musikken med gode historier og dybe tanker i lyrikken, uden at det af den grund behøver at blive melankolsk som eksempelvis Kill the Pain med Accept.

Den første jeg selv kom i tanke om var Neil Youngs klassiker Rockin’ in the Free World. Som mange andre sange, er den opstået på en oneliner, angiveligt da Young og guitaristen Frank Sampedro så iranere brænde det amerikanske flag på tv i forbindelse med Ayatollah Khomeneis begravelse i 1989. Sampedro sagde ifølge en Neil Young biografi “Whatever we do, we shouldn’t go near the Mideast. It’s probably better we just keep on rockin’ in the free world.” Mere skal der ikke nødvendigvis til. Resultatet er efter min mening en af rockens allerbedste tekster om politisk, økonomisk og social ulighed.

Mening er ikke nødvendigvis lig med politiske eller sociale holdninger. Det kan være en banal kærlighedshistorie, der rører noget i dig. En af deltagerne i dette års American Idol sang Last Kiss til sin audition. En gammel svend, der i sin originaludgave er lidt fesen efter nutidens forhold, men med Eddie Vedder i forgrunden for Pearl Jam bliver den til et epos af smerte og kærlighed. Jeg får kuldegysninger, når jeg hører den sang. Det samme gælder i øvrigt Alive, men det bunder mere i en tragisk festivaloplevelse i Roskilde for 14 år siden.

Hvis vi bevæger os tilbage i historien, finder vi verdens første superstjerneguitarist. Jimi Hendrix var med da hårdrocken blev født, og hvis man kan lytte til Voodoo Child (Slight Return) uden at blive påvirket af den lyd han tvinger ud af en guitar, så er man nok bare ikke til rock. Hendrix’ tekstunivers er i høj grad præget af, at han var helt tosset med stoffer, og mange af sangene har en udpræget “Summer of Love”-vibe. Men det gør dem bare megre spændende. Jeg kan altid høre noget nyt i Hendrix.

Det ville være synd at sige, at jeg er den største Pink Floyd fan. Ikke desto mindre fortjener Comfortably Numb og Wish You Were Here _altid_ at blive nævnt. Det er fantastiske sange, med hjerte i musikken og lyrik der fænger.

Og så er der hårdrockens sande moderskib, Led Zeppelin. Som udgangspunkt bør man sætte sig ned og lytte til hele bagkataloget. Robert Plant skriver tekster lige så godt som Jimmy Page spiller guitar. Start eventuelt med det i vore dage lidt oversete Physical Graffiti-album, især sangen Kashmir.

Black Sabbath er også en urskov af originalitet. Med både horror og politiske nærmest satiriske kommentarer i tekstuniverset, samt en tung rock, der efterfølgende fødte selve Heavy Metal som genre, er der stof til eftertanke i Paranoid og War Pigs, mens Iron Man er lyrics historiefortælling på topniveau.

Nu kan man så sidde tilbage og tænke, at ovennævnte liste er bagstræberisk, går efter de lavthængende frugter og åbenlyse klassikere. Det er der jeg kommer fra. Det er sange, der definerer mit forhold til rockmusik. Det er sange, der er blevet klassikere fordi de har noget særligt.

I nyere tid er det også blevet sværere at finde rock hvor lyrikken for alvor har noget på hjerte. Måske fordi jeg ikke selv leder så meget mere, og måske fordi sangskriverne med noget på hjerte, har bevæget sig til andre genrer, som eksempelvis Hip Hop.

Hvis du læser det her, har jeg brug for to ting fra dig. 1: En kommentar om, hvad rock er for dig. 2: Et eksempel på en sang, hvor både tekst og musik er værd at lytte til.

Jeg siger ikke, at Pede B bliver omvendt. Jeg siger bare, at han skal have chancen for at høre hvad rocken også kan.

Døm selv – giv mine bud et lyt på Spotify – Så elsk mig dog Pede B! 

Edit: Anton efterlyste på Facebook mulighed for at se playlisten udenom Spotify. Den er her:

Rockin’ In The Free World – Neil Young
Last Kiss – Pearl Jam
Alive – Pearl Jam
Voodoo Child (Slight Return) – The Jimi Hendrix Experience
All Along The Watchtower – The Jimi Hendrix Experience
Wish You Were Here – Pink Floyd
Comfortably Numb – Pink Floyd
Money – Pink Floyd
Stairway To Heaven – Led Zeppelin
Communication Breakdown – Led Zeppelin
Kashmir – Led Zeppelin
Paranoid – Black Sabbath
God Is Dead? – Black Sabbath
Iron Man – Black Sabbath
War Pigs – Black Sabbath
Kill The Pain – Accept
Killing In The Name – Rage Against The Machine
Bulls on Parade – Rage Against The Machine
Take The Power Back – Rage Against The Machine

 

Kan du li hvad du læser?

4 thoughts on “Pede B og rockens udfordring

  • Mathias D.

    Ligeså meget som jeg nyder Pede’s musik og den nærhed der er i hans tekster, elsker jeg også og høre noget Guns&Roses hvem jeg syntes du helt har overset.
    Numre som “Sweet Child oh mine” f.eks.

    • Thomas Post author

      Nja, nu snakkede vi jo substans og tekstuniverser. Jeg knuselsker GnR, men jeg synes faktisk de ligger i AC/DC-enden af skalaen hvad angår lyriske kvaliteter.

  • JakobL

    For mig er rock-musikken helt klart en genre hvor instrumenterne kan få lov til at brede sig lidt mere ud. Jeg har personligt aldrig været kæmpe fan af eller særligt imponeret af musikere der kan spille ekstremt hurtigt som i de hårdere genrer som dødsmetal. Jeg hælder mest til progressiv rock/metal da der normalt lægges meget vægt på at eksperimentere med instrumenterne samt at tillægge musikken en dybere mening. Den progressive rock åbnede en helt ny verden for mig da jeg var ved at blive træt hvor generisk rockmusikken (såvel som hip hop og andre populære genre) ofte bliver. Dog er den progressive rock præget af at det meget hurtigt bare bliver show-off. Det er en genre der har rødder i 70’ernes psykedeliske rock, hvor det ikke var unormalt at lave lange numre med lange instrumentale breaks. Det er heller ikke unormalt i dag at prog. rock numre varer et sted mellem 7 og 20 min per sang og at albums er lavet til at skulle høres i et træk.

    Nogle eksempler på god prog. rock er:
    Pink Floyd, som nok er det mest kendte og succesfulde prog. rock bands igennem tiden, selv om jeg ikke er kæmpe fan.
    Dream Theater, igen er jeg ikke stor fan da deres musik også tit er meget generisk, men er klart et af de mest succesfulde prog. bands nogensinde.
    King Crimson, hvilket er et af de bands i historien der har haft allermest indflydelse på andre musikkere. Det var bl.a. Hendrix’s yndlingsband, som han kaldte “det bedste band i verden”.
    Tool, der klart er mit favorit band, da de ikke kun formår at være lyrisk og instrumentalt fantastiske men også skaber et helt visuelt univers til musikken igennem deres andre former for kunst. Desuden er bandet helt åndsvagt dygtigt til at sammensætte musik som på deres album Lateralus. Et andet eksempel er deres seneste album hvor de har lavet tre forskellige sange som kan lyttes til hver for sig eller spilles oven i hinanden for at danne et fjerde hemmeligt nummer.
    Porcupine Tree, som (efter min mening) består af den dygtigste samling af musikere jeg nogensinde har set. Deres albums er ofte concept-albums med udgangspunkt i forskellige historier.

Comments are closed.