Slide er det nye view


Panoramabilleder afløser fiskeøjne i Street View konkurrent
Det kommer næppe bag på nogen, at Microsoft og Google ligger i kraftig konkurrence. Efter at have udraderet konkurrenterne på markederne for styresystemer og kontorpakker i halvfemserne, har Microsoft forsøgt at finde fodfæste på andre markeder. Google kom til gengæld ud af garagen, og overhalede alle på markedet for online søgemaskiner. Alt det er for så vidt historie.

Inden for de seneste år er konkurrencen mellem Microsoft og Google dog intensiveret. Bing vinder, om end langsomt, stadig større markedsandele, mens Google udvider på styresystemer, som eksempelvis Android og Chrome OS. Det sidste har fået Microsoft til at rette et frontalangreb mod Google Street View. Tjenesten der lader brugerne se billeder af kortudsnit på gadeplan, har vundet stor popularitet.

Street Views popularitet har således skabt et nyt konkurrenceområde, som Microsoft har tænkt sig at overtage med Slide View. Teknologien kombinerer den traditionelle gadeplansvisning med panoramavinduer. Dermed får man adgang til lange udsnit af gader med facader og sideveje.

Fordelen ved Slide View er, at man kan udnytte panoramabillederne til at maksimere reklameudbyttet ved gadeplansvisning. Google har indtil nu ikke kunnet finde en måde at kapitalisere på Street View teknologien (hvis man ser bort fra den mere end tvivlsomme praksis med at lade Street View bilerne indsamle alskens personlige oplysninger fra trådløse netværk). Her kan de pludselig se sig slået af Steve Ballmers lystige svende.

Indtil videre har offentligheden ikke adgang til Slide View, som er udviklet hos Microsoft Research. Hvorvidt Slide View rent faktisk bliver en integreret del af Bing eller andre Microsoft-produkter vides heller ikke endnu. Tjek videoen nedenfor for flere detaljer om projektet.

ReadWriteWeb

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ktdhOv8E5lo[/youtube]

Kan du li hvad du læser?