Sommerfuglevinger spotter kemikalier


DARPA kigger mod naturen i kampen mod kemiske våben
De fleste tidligere værnepligtig vil med garanti mindes dage i fuld ABC-dragt (nu NBC). Kemisk krigsførelse er – på papiret – ulovligt. Selvom der er fundet mindre lagre af kemisk ammunition i Irak, har der ikke været brugt kemiske våben i større væbnede konflikter siden Vietnam-krigen. Frygten ligger dog dybt i ethvert lands forsvar. Især fordi man ofte ikke kan spore de kemiske kampstoffer, før det er for sent. Heldigvis ligger naturen inde med løsninger på stort set alt.

General Electric har vundet et udbud fra det amerikanske forsvars forskningsorganisation, DARPA. Af udbuddet fremgår, at man ønsker at fremstille sensorer, der skal spore kemikalier. Det i sig selv er der intet odiøst i. Men der hvor det for alvor bliver spændende, er fremgangsmåden.

Normalt bruger man kemikalier og antistoffer til at spore andre kemikalier. Det kan dog være overordentligt svært, at få korrekte resultater med den fremgangsmåde. Ind fra sidelinjen kommer Morpho-sommerfuglen, også kendt som Himmelsommerfuglen på grund af den blå farve.

Med Morpho-sommerfuglen som skabelon skal GE udvikle ekstremt sensitive sensorer. De skal samtidig være så specifikke, at man kan genkende en lang række kemiske stoffer på baggrund af farvekoder.

På det praktiske plan vil man forsøge at efterligne sommerfuglens vinger. Vingerne er nemlig forsynet med en unik nanostruktur, der reagerer på forskellige dampe. Sommerfuglen kan trække molekyler ud af den atmosfæriske støj, der omgiver os, og reagerer på dem. Dens sensormekanismer er meget mere fintfølende, end noget menneskeskabt design nogensinde bliver.

Sensorer af denne type kan på sigt indlejres direkte i beklædning og lignende, og eliminerer dermed behovet for en masse udstyr. Og så ville det da i øvrigt være et smukt syn med soldater i alle regnbuens farver…

Billede: The Blue Morpho Butterfly Zirland via wikimedia

Kan du li hvad du læser?