CERN bringer grundforskning til folket 2


Verdens største fysikforsøg sendes live på nettet
Gigantiske fysikforsøg, som dem der gennemføres mere end 40 meter under jorden i Schweiz, kan være svære at forstå. Netop derfor er det vigtigt, at få så meget information ud omkring forsøgene, som overhovedet muligt. Tirsdag gennemførte CERN en manøvre, som alle forskningsinstitutioner med fordel kunne tage ved lære af.

Tirsdag den 30 marts 2010 var på forhånd spået til at gå over i historien. Enten som dagen, hvor LHC endnu engang ville fejle, som dagen hvor man fandt ud af, at de forsøg man ønskede at gennemføre ikke kunne fungere, som dagen hvor mennesket skabte banebrydende ny viden om universets start, eller som dagen hvor jorden blev opslugt af et menneskeskabt sort hul. På forhånd var der dog ikke mange, der spåede den sidste mulighed store chancer, og læser du dette lige nu, er det vist sikkert at sige, at jorden ikke gik under.

Når forskerne fra CERN taler om kollisioner, utrolige kræfter der sættes i spil, og menneskeskabte sorte huller, er det vel meget naturligt, at nogle mennesker bliver en anelse bekymrede. Derfor var det en skøn og opløftende oplevelse, at se livecast fra CERN’s hovedkvarter. Tingene gik – naturligvis – ikke som planlagt. Der var problemer med at få energi nok i acceleratoren, og målere, sensorer og en masse andre elementer havde også problemer i løbet af formiddagen.

På trods af problemerne var der dog ingen panik at spore i løbet af dagen. Tværtimod var folkene i de fire forskellige kontrolrum man kunne følge, afslappede og på samme tid fulde af forventningens glæde. Der blev joket og grinet med medarbejderne, og de folk, der guidede seerne gennem seancen tog sig ofte tid til, at forklare på både engelsk og fransk.

Der var altså ingen grund til at føle sig utryg. Netop derfor er den direkte udsendelse fra CERN et rigtig godt eksempel på, at man kommer utrolig langt med åbenhed. Det gælder i øvrigt også virksomheder, som vores egen Mads Thimmer har påpeget.

I løbet af dagen viste man forproducerede indslag, der forklarede en masse forskellige aspekter af forsøgene. På den måde var det nærmest umuligt at følge med uden at blive klogere. Indslagene var i øvrigt lavet så almindelige mennesker også kunne følge med.

Tænk hvis man havde en dansk forskningskanal på nettet. Et sted, der berettede om de utroligt mange spændende forsøg, der bliver gennemført hvert år, og som kunne gøre forskningen synlig. Ikke bare for folk, der tuner ind, men så sandelig også for journalister, der i disse år har overraskende svært ved at bidrage med noget fornuftigt i den retning.

Hvis Danmark i fremtiden skal leve af viden, er vi nødt til at gøre forskning – af alle slags – håndgribeligt og spiseligt. CERN har vist vejen.

CERN

Tak til Søren for tippet!

Kan du li hvad du læser?

2 thoughts on “CERN bringer grundforskning til folket

  • Thomas Wittenburg

    Aaaaaarhh… Det var måske lige groft nok :o)
    40 – 170 meter skulle det have været. Det er rettet, tak for det 🙂

    //Thomas

Comments are closed.