Kære FIFA, kom med ind i fremtiden


NFL, Coca Cola og Toyota bruger mikrochips, FIFA venter stadig
Hvis der var en ting, sommerens VM i fodbold viste med al (u)ønskelig tydelighed, var det at fodbolddommere er langt fra ufejlbarlige. Debatten om videoovervågning og/eller chips i boldene kom derfor, med god grund, til overfladen igen. FIFA er urokkelige i sagen. Amerikanerne i NFL har dog – muligvis – overgivet sig til teknologi der sikrer korrekte kendelser.

Det tyske firma Cairos Technologies skal, ifølge rygter de selv har sat i søen hos Reuters, hjælpe NFl med at implementere den ny teknologi. Der er tale om en chip i bolden, og læselinjer på banen der registrerer touchdowns. Således kan dommeren få et klart billede af, om bolden er overstregen, uanset hvor mange velpolstrede amerikanske mænd, der måtte ligge ovenpå den. Desværre kommer det ikke til rigtig fodbold…

Lad os være ærlige her. Fodbold bliver mere og mere kedeligt som tiden går. Forskellen på holdene udjævnes, nulløsningerne findes i hobetal, og det er altid det samme håndfuld klubber, der vinder de store turneringer. FIFA, og bestyrelsen for den internationale fodboldsammenslutning‘s tungeste argument mod teknologi i fodbold er, at spillet skal være styret af mennesker.

Underkendelsen af scoringer, som Frank Lampards under kampen mod Tyskland, er da om noget en begivenhed, der kan tænde kedlerne både på og udenfor stadion. Ikke at vi skal bøje os for hooligans, men det ville da være oplagt, at give dem så lidt som overhovedet muligt at hidse sig op over. For ikke at tale om den samlede fodboldelskende befolkning, der hiver deres grå hår ud af hovedet hver eneste gang sådan noget sker.

Sådan ser man dog ikke på det hos FIFA. Her er fodbold en sport for gentlemen. Oversat til dansk betyder det; Det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget. Og skulle man blive opdaget, kan man jo altid håbe på en elendig og småpartisk dommer. Kære FIFA – flyt dog ind i det nye årtusinde sammen med os andre. Giv fodbold glæden og spændingen tilbage ved at hive dårlige dommeres elendige kendelser ud af ligningen!

Kan du li hvad du læser?