Lys i Afrika – Slacktivisme der virker? 2


Banebrydende service; bliv fan på Facebook og gør noget godt for andres penge
Normalt skal man være varsom med hvad man “synes godt om” på Facebook. Verdens største sociale netværk flyder over med applikationer og såkaldte fansider, der udelukkende går efter at lokke private oplysninger ud af dig. Dertil kommer et utal af velmenende grupper, der går ind for afskaffelsen af dette eller hint. Støttegrupper, der prøver at skabe en folkestemning, eller i det mindste ride på en, men som aldrig flytter noget, fordi ingen af medlemmerne griber til handling eller pengepung.

En trist trend, som måske er ved at vende på en uventet måde. I hvert fald hvis man skal tolke på Energi Nords seneste tiltag, Lys i Afrika. Sammen den Ugandiske organisation Joint Energy and Environment Projects, JEEP, uddeler man solcellelamper til lokalbefolkningen. Tanken er, at lamperne skal være et sundt alternativ til de petroleumslamper, der i vid udstrækning bruges i dag.

For hver 25 fans, eller som det hedder i dag; personer, der synes godt om Lys i Afrika, donerer Energi Nord en solcellelampe til JEEP. Inden for Facebooksidens første seks levetimer, havde mere end 220 meldt sig under de slacktivistiske faner. Det lyder ikke af mange, men man skal huske på, at Facebook er et medie, hvor den slags spreder sig eksponentielt. Her til morgen var der således 2.222 fans.

Man skal naturligvis holde sig for øje, at der er tale om et snedigt markedsføringstrick, der skal skaffe positiv medieomtale. Samtidig har man et erklæret mål om, at sende 5000 lamper af sted i 2010. Det kræver altså 125.000 fans. Til sammenligning har gruppen “Lavere benzinpriser nu! – Din tilmelding gør en forskel.” knap 57.200 medlemmer. Vi afslører nok ikke for meget ved at konstatere, at din tilmelding i det tilfælde IKKE gør en forskel.

Til gengæld bliver det spændende, at se hvordan Energi Nord reagerer, hvis alle 2 millioner danskere på Facebook melder sig til gruppen. Findes der overhovedet 80.000 solcellelamper i Uganda?

Lys i Afrika på Facebook

Lysiafrika.dk

Tak til Nanna for tippet

Kan du li hvad du læser?

2 thoughts on “Lys i Afrika – Slacktivisme der virker?

  • Jonas Juhler Hansen

    Det er selvfølgelig rigtig fint, at der ryger nogle lamper til afrika, og dernede er de jo nok rimelig ligeglade med, hvordan de er kommet derned – men er det ikke bare et marketingstunt – ovre i den grøntvaskede afdeling?

    Hvorfor skal man signe sig op til en corporate fanside, før Energi Nord gider sende en lampe til Uganda? Hvis de virkelig bekymrede sig så meget for belysningen i Centralafrika, hvorfor sender de ikke bare en container derned og måske udsender en pressemeddelelse om det?

    Hvorfor skal vi – eller nærmere befolkningen i Uganda – tages som gidsler i Energi Nords jagt på publicity og facebook-fans?

    Det virker ikke specielt oprigtigt, faktisk lugter det mest af, at et bureau har flækket en eller anden tilfældig kampagne sammen, fordi Energi Nord gerne vil være synlig på de der sociale medier alle taler om. Det virker som Energi Nords egentlige motivation.

    Energi Nord: Hey, vi skal ind på det der facebook. Det er vist moderne.

    Bureau: Ja klart. Alle virksomheder skal være på facebook, der super meget værdi i det.

    Energi Nord: Men hvordan gør vi? Det er ikke noget vi skal bruge tid på vel?

    Bureau: Nejnej, vi laver det hele for jer. I skal bare stille op til interviewene, når pressen ringer. Det handler bare om at få en masse fans, det elsker medierne at fortælle om.

    Energi Nord: Fedt. Vi har nemlig travlt nok med at fjerne fokus fra al det kul og gas vi brænder af. Det der CO2-hype er virkelig en pestilens!

    Bureau: Her er en idé: Vi sender en solcellelampe til et eller andet afrikansk land for hver 25. fan. Det vil give topmeget publicity, I vil se super ansvarsbevidste ud, Africa and all – og hey solceller – alternativ energi og alt det shit. Det går lige ind! Vi kalder det… “Lys i Afrika”!

    Energi Nord: Det lyder sgu som en god idé. Det er købt! Men hvilket land? Vi skal ikke ud i noget, hvor vi kan anklages for at støtte terrorister!

    Bureau: Det er vist mest ovre i Mellemøsten. Der er enorm dårlig brand value i Mellemøsten. Vi tager bare et land i Afrika, er det ikke ligegyldigt? De bor jo alle i huler og slås hele dagen! haha

    Energi Nord: Nåjo, det er sandt. Mere snaps?

Comments are closed.