Sci-fi hukommelsesmanipulation på vej


Amerikansk-kinesisk samarbejde præsenterer strålen der får dig til at glemme på kommando

Men In Black - Neuraliser

”Du har ikke set noget” *BLITZ*. Cirka sådan lød det i filmene om Men in Black, når Will Smith og Tommy Lee Jones slettede hukommelsen på helt almindelige mennesker, der havde set for meget.  Det er temmelig tvivlsomt at der eksisterer en sådan hemmelig organisation, som skal beskytte både mennesker og aliens på jorden mod angreb fra rummet. Hukommelsesstrålen til gengæld… Den er godt på vej.

Siden 80’erne har man vidst at visse former for elektronstråler, rettet mod nethinden, kan forstyrre hukommelsen hos rotter. Nu har en gruppe hjerneforskere fra Georgias Medicinske Universitet og Shanghais Institut for Funktionel Hjernegenomik, fundet en metode til – sikkert – at slette udvalgte områder af hukommelsen hos forsøgsmus.

Hukommelsestabet er det man i fagsproget kalder retrograd amnesi, eller tilbagegående hukommelsestab. Det betyder at musen – eller mennesket – glemmer hvad der er sket i perioden op til traumet (altså tidspunktet hvor man bliver zappet på nethinden). For at opnå effekten har man anvendt et signalmolekyle ved navn αCaMKII.

Projektet kan være af stor værdi for læger og psykologer, der arbejder på at finde effektive metoder til at behandle Posttraumatisk Stresssyndrom.  Militæret kunne uden tvivl også finde på andre anvendelsesmuligheder, men det er næppe noget de taler højt om.

Der er dog endnu lang vej til science-fiction filmenes totale hukommelsessletning. De forsøg der er foretaget i laboratoriet, har kun vist en virkning på få øjeblikke. Så selvom det lyder en smule bekymrende, skal man ikke være bange for at ende som Henry Gustav Molaison lige foreløbig.

Neuron via ScienceBlogs

Foto: Columbia Pictures

Kan du li hvad du læser?