Se verden med helt nye briller


Virtual reality kan være på vej tilbage i forklædning

Mens Nikolaj Coster-Waldau fiser rundt i Hollywood, og prøver at få sin nye serie, Virtuality, i luften på Fox, kan resten af verden se frem til at opleve meget mere virtualitet i hverdagen. To firmaer har, uafhængigt af hinanden, præsenteret deres bud på en brille, der skal forstærke virkeligheden omkring dig.

Hvor virtual reality er en virkelighed for sig selv, er augmented reality en udvidelses af den virkelighed du allerede kender. Vi har tidligere set en masse eksempler på augmented reality. Det er endda blevet brugt i reklamer for Mini Cooper Cabriolet. Men for at denne udvidede virkelighed for alvor skal være interessant, så skal den være nærværende. Konstant.

Augmented realitys styrke er således, at man ikke skal afskærmes fra verden, for at opleve noget ekstraordinært. Man kan simpelthen være tilstede i to verdener på en gang.

De to nye briller er produceret af henholdsvis israelske Lumus Ltd, og det tyske Fraunhofer Institut for Fotoniske Mikrosystemer. De bygger begge to på samme koncept. Brilleglassene fungerer som gennemsigtige displays, og lader dig se omgivelserne sammen med computergenerede billeder.

Indtil videre kræver brillerne tilslutning til en ekstern pc, for at levere varen. Man arbejder naturligvis på at nedbringe størrelsen. Der burde være gode muligheder for netop dette. I hvert fald findes der flere eksempler på applikationer til eksempelvis iPhone, som kan fortolke din virkelighed.

Ideen kan med fordel kombineres med eksisterende teknologier og koncepter. I fremtiden kan din bils forrude således vise GPS’ens vejvisninger, uden at du skal flytte øjnene fra vejen.

Virtual reality er bestemt ikke dødt. Det har bare fået nye briller.

Tech-On

Kan du li hvad du læser?