En vigtig bog, men ikke på grund af indholdet.
Lad det bare være sagt med det samme: Thomas Rathsacks såkaldte jæger-bog bliver ikke en litterær klassiker. Det er ganske tydeligt, at den tidligere jægersoldat gerne vil fortælle om sine – i mange tilfælde spændende – oplevelser, men fortællerhåndværk er der ikke meget af. Bogens tone er mere nøgtern og oplysende end inddragende og inspirerende.
Med hensyn til retssagerne og de politiske skandaler der fulgte i bogens kølvand, er det mere end tvivlsomt hvorvidt al polemikken overhovedet kan retfærdiggøres. Enhver med et minimum af indsigt i vestlige specialstyrkers operationsmønster vil finde bogen påfaldende tyndbenet i forhold til nye oplysninger. At “afsløringen” af danske jægersoldaters brug af lokale klædedragter ligefrem skulle være en politisk bombe i konflikt med international lovgivning, kan være svært at forstå. Især når man ved, at udklædte spioner og hemmelige enheder har været ekstremt vigtige brikker for al krigsførelse siden tidernes begyndelse.
Storm i et glas vand? Ja, bestemt, og tilmed ekstremt dårligt håndteret af såvel Forsvaret som Forsvarsministeriet. Men på trods af de narrative vanskeligheder, og de efterfølgende overreaktioner i presse og ministerier, er der faktisk tale om en bog, der har meget at fortælle.
Jæger nr. 229, så anonymt kan Thomas Rathsack faktisk beskrives, er den første danske jægersoldat, der offentligt beskriver rigtige aktioner. Det har ellers ikke tidligere skortet på bøger fra jægersoldater, der gerne ville fortælle om deres hårde liv, men som aldrig har været udsendt for alvor. Netop derfor er bogen vigtig. Forsvaret er primært kendt i offentligheden for at være en meget lukket myndighed. På trods af, at der faktisk i offentligheden er en meget stor interesse i Forsvarets aktiviteter.
Man kan på sin vis kalde “Jæger” for en udvidet dagbogsberetning. Bogen beskriver Rathsacks professionelle liv i en lang række krigszoner. Dels som minerydder, og siden som aktiv jæger i Irak og Afghanistan og som livvagt for den danske ambassadør i Irak, Torben Gettermann. Det er en skildring af et hundeliv. Et liv, der konstant bliver rykket op og lavet om, når Rathsack gang på gang sendes ud til verdens brændpunkter. Man er ikke i tvivl om, at Jæger nr. 229 gør det for spændingens skyld. Han er en udpræget adrenalinjunkie, der i høj grad lever for at presse sig selv. Samtidig er han professionel til fingerspidserne, og så har han hjertet på rette sted, hvilket illustreres meget fint af de gadehunde, han tager under vingerne i løbet af fortællingen. Men netop her findes også bogens største svaghed.
Alle Rathsacks historier og beretninger står uimodsagte, og der er ingen umiddelbar mulighed for at kontrollere udsagnenes rigtighed. Dermed ikke sagt, at Thomas Rathsack er en løgner. Det er på ingen måde det indtryk, man efterlades med, men for historieskrivningens skyld, måtte bogen hellere end gerne have indeholdt flere kilder.
Der hvor Jæger-bogen vinder, er på debat-niveauet. Det er en vigtig bog. Ingen anden bog i nyere tid, har skabt så megen debat omkring det danske forsvar, og dets metoder. Pressestormen i bogens kølvand har om noget åbnet Forsvarets øjne for, at kommunikation ikke blot er noget, man bruger i forhold til hvervning af nye soldater. Moderne krig er populært sagt et spørgsmål om “hearts and minds”, et udtryk der ofte bliver brugt om vores missioner i udlandet, men som i høj grad også bør være gældende for Forsvarets indsats overfor danskerne. Hvis Danmarks borgere ikke kan se formålet med de militære indsatser, der ydes, og hvis de ikke af hjertet støtter de soldater, som vi – som samfund – sender ud i verden, så er Forsvarets internationale engagement ikke mange år fra at blive nedlagt. På den måde er Jæger – I Krig med Eliten en fremragende bog, alene på grund af debatten den har skabt.
