Åbent brev til filminstruktør Christina Rosendahl, og hele den industri du repræsenterer i din kronik i Politiken søndag den 12. november 2012.
Der er få ting, der provokerer mig så meget, som rettighedsindustriens konstante forsøg på censurering, begrænsning og beskatning af internettet.
Først og fremmest er internettet ikke det nye blanke medie. Internettet er en infrastruktur, og den er under hårdt pres i disse år, især fra rettighedsindustrien, der mener sig ramt af internettets ulyksaligheder.
Mærk jer mine ord, og hvis I ikke kan forstå, så gør i det mindste resten af verden en tjeneste, og lær dem udenad. Internettet er en infrastruktur.
Man kan diskutere rimeligheden i, at lade blankbåndsafgiften omfatte harddiske og lignende, men internettet? Come on, Christina, det er ligesom at beskatte alle fragtmænd i Danmark for at have muligheden for at køre vognlæs med våben til terrorister. Og selvom det utrolige skulle ske, så har vi heldigvis en lovgivning på området, der sikrer, at folk kan stilles til ansvar. Ganske som med rettighedsbrud.
Jeg har stor sympati med indholdsindustrien, og – i den udstrækning skaberne selv har rettighederne over deres værker – også rettighedshaverne. Men jeg har ikke megen sympati for fortidens film- og musikselskaber, der mere var pengemaskiner end indholdsproducenter. Og jeg har slet ingen sympati for folk, der stiller sig på tværs af fremskridtets motorvej, og kræver bompenge.
Musikindustrien har efterhånden indset, at det bedste forsvar er et angreb. De er derfor i disse år i en kraftig udvikling. Den udvikling betyder, at der er flere penge i musik, end der nogensinde har været før. De havner bare ikke længere hos grådige pladeselskaber. Måske filmbranchen skulle kigge lidt indad og kigge på pengestrømmene.
Vi får at vide i kronikken, at det er “uhyre vigtigt, at sikre dansk films fortsatte succes”. Men hvis jeres forretning ikke tjener penge, så er der vel ikke rigtigt tale om en succes..?
Og lad os lige et øjeblik være helt ærlige. Du vil gerne have nogle penge tilbage, som du mener din industri berettiget til, fordi den engang har fået dem. Mere præcist 110 millioner direkte til din industri i form af en slet skjult, mere eller mindre indirekte statsstøtte. Jeg kan dårligt beskrive på hvor mange planer, jeg finder tanken opkastfremkaldende, men lad mig alligevel gøre et forsøg.
Blankbåndsafgiften er, som du ganske rigtigt beskriver, lavet som et forbrugerbetalt statstilskud til rettighedsindustrien. Bevæggrunden fra industrien er også beskrevet: “Når der er blanke bånd, så kopierer folk”. Virkelig, Christina? Tyv tror hver mand stjæler? Nu skal den tankegang så – temmeligt forsinket – overføres til internettet. Hvor der er internet, er der kopiering. Altså skal vi åbenlyst have en ny, tilsvarende afgift plastret på internettet.
Dernæst vil du placere en stor del af de ikke helt uanselige 300 millioner, som afgiften vil indbringe i en “innovationsfond”. Denne fond skal “.. udvikle helt nye indholds- og distributionsformater i samarbejde mellem tele- og filmindustrien. Resten af pengene skal investeres tilbage i indhold, bl.a. skal der sættes midler af til fuldfinansiering af meget risikovillige film.”
Altså… What? Hvor er det lige vi bringer innovationshøjden ind her? Hvor laver vi noget nyt? Alt hvad I har brug for, er her allerede. Hiv hovedet ud af busken, og kig jer rundt. I kan distribuere overalt i realtid, hvis I har lyst. Man kan endda tage betaling for det på flere måder, end jeg kan nævne her. Det behøver man ikke ligefrem spendere 200 millioner om året på at regne ud.
Og så er jeg simpelthen nødt til at vide: Hvad er en meget risikovillig film egentlig? Er det dem, der ikke har noget publikum? For i så fald synes jeg, at skaberne selv må betale, ligesom jeg selv betaler for mine hobbyer.
Hvad er det i øvrigt, der retfærdiggør, at en helt anden industri skal lave nye forretningsmodeller til filmindustrien?
Denne innovationsfond får velsagtens status af en tænketank, eller tilsvarende ligegyldig, intetsigende og floskelbefængt beskrivelse, som skal sikre at pengene bliver brugt på mest mulig snak, og mindst mulig handling. Hvorfor ikke sige det lige ud? Filmindustrien er presset, men I ser jer selv som så uvurderlige og uundværlige, at andre med vold og magt skal betale gildet, uagtet om de ser jeres produktioner eller ej. Internettet giver os jo muligheden for at kopiere alle jeres åh-så-seværdige kunstværker.
Det er som om, at du – på trods af alle dine rosende ord om internettet og dets lyksaligheder, og til trods for dine forsikringer om, at du er med på beatet – har glemt en meget vigtig detalje. At der også er folk, der betaler for indhold på internettet.
Internettet giver også brugerne – filmseerne – mulighed for at se film og tv ganske lovligt. DR’s del af kagen betales over medielicensen. Resten af filmindustrien har tilsyneladende forhandlet sig frem til så dårlige aftaler med VOD tjenesterne, at fælleskassen må i spil. Tak, men ellers tak. Jeg betaler for de streamingtjenester, jeg bruger. Hvis jeres bid af kagen ikke er stor nok hos dem, så er det ret åbenlyst i jeres ende af forsyningslinjen, problemet ligger.
Vi har en situation hvor filmindustrien har sovet i timen, i årevis, og endda i de seneste år åbent har indrømmet det. Fordi industrien har mistet indtægter, så skal nogen gøre noget. Denne “nogen” er i sagens natur ikke industrien selv. Gud forbyde, at industrien, med de mange milliarder den har tjent på 90′ernes og 00′ernes genudgivelser af hele bagkataloget på dvd, selv skulle kaste sig ud at fremtidssikre sig. Den byrde må andre åbenbart bære.
Lige netop der, findes humlen i sagen. Rettighedsindustrien minder på alt for mange områder om den trængte banksektor, der trods konkurs og kollaps, insisterer på, at der ikke er noget i vejen, og fortsætter med at forgylde sig selv. For vores – mine – penge. Og dét, Christina Rosendahl, lige præcis det, er opkastfremkaldende.
Hvis dansk film er presset, er det måske fordi industrien ikke laver film, som folk gider bruge penge på at se i biografen. Det kunne også være fordi, at industrien – i et forsøg på at tjene ind på gyngerne, hvad de så åbenlyst har mistet på dvd-karusellen – kunstigt har pumpet priserne i landets biografer så højt op, at man skal have en husstandsindkomst et godt stykke på den pæne side af en halv million om året, hvis man vil slæbe familien med i kino en gang om måneden.
Når 32 procent af danske filmselskaber er i fare for at gå konkurs, så kunne det jo tyde på, du har ret. I din kronik siger du, at den er rivende gal med forretningsmodellen. Men det er tilsyneladende ikke dit, eller den øvrige industris ansvar.
Jeg savner at pressede industrier tager ansvar for sig selv, og deres produkter og ydelse, og ikke mindst for deres medarbejdere og kunder. Når der historisk set er industier og brancher, der er gået i glemmebogen, skyldes det næsten altid, at deres produkter eller services er blevet overhalede. Eller ganske simpelt uddaterede. Det er derfor Danmark ikke længere har en blomstrende bil-, motorcykel-, tv-, mobiltelefon-, you name it-industri. Vi blev overhalet af udenlandske firmaer, der var billigere, hurtigere og bedre.
Historisk set er nye teknologiske muligheder grobund for nye forretningsformer. Det er grunden til, at træskibsbyggerne uddøde. Det er årsagen til, at det ikke kan betale sig at sælge gammeldags Kodachrome-film længere. Og ikke mindst er det den direkte forklaring på, at hestevogne ikke fragter os på tværs af land og by længere.
Henry Ford, bilbyggeren, er krediteret for et meget berømt citat, der frit oversat til dansk lyder: “Hvis jeg havde spurgt mine kunder om hvad de ønskede, ville de have bedt om en hurtigere hest”. Med andre ord: Det er nye industrier, nye forretningsmodeller og visionære individer, der bygger fremtiden.
Hånden på hjertet Christina Rosendahl, synes du så egentlig selv, at dit forslag om en helt klassisk beskatning af de kunder, der i forvejen betaler din løn, er særligt visionært?
Tag ikke fejl. Jeg elsker film og serier, og jeg ser masser af dem. Men jeg vælger selv, og jeg betaler for at se dem. Så en beskatning af min internetforbindelse er ikke bare visionsløst. Det er en klapjagt på penge hos de mennesker, der i forvejen betaler gildet.
Skam jer! Ikke bare dig Christina, men dig, dine kolleger, og hele den industri, som i så stålsat, idéforladt og bragende hjerteløst forsvarer. Sæt endelig et møde op med telebranchen, men hold jer til kaffen.
De bedste hilsner
Thomas Wittenburg
Teknologiskribent, digital projektmager og musiker.
Hej Thomas.
Du stiller millioner af spørgsmål i dit passionerede skrift. Jeg prøver at svare på 2 :
1. Hvad er en risikovillig film?
Det er f. eks. Festen, som INGEN troede på overhovedet, men som de fleste danskere nu har set eller kender til, som har rejst kloden rundt i årevis. En anden risikovillig film er Kunsten at græde i kor, Flammen og Citronen og Italiensk for begyndere. Filmbranchen ved at det er uendeligt svært at udregne på forhånd hvad der bliver en succes. Det er som om at når man forsøger at udregne, så bliver det tit dårligt. Derfor ligger det i filmaftalen at DFI skal støtte risikovilligt. Det er kernen i dansk films succes. Faktisk er det sådan at de film der har solgt mest de sidste ti år er film der er lavet under den risikovillige pulje ‘Konsulentordningen’. Min egen spillefilm Supervoksen var også risikovillig, men blev en succes i målrguppen med 106.000 solgte billetter. Risikovillig betyder IKKE film der sælger lidt.
2. Innovationsfond.
Det er lidt demotivernede at du er så hård i mælet, ikke stiller nogen inspirerende spørgsmål eller kommer med alternative løsningforslag og blot dømmer ideen ‘ligegyldig, intetsigende og floskelbefængt.’ Jakob Willer fra Teledindustrien var faktisk nysgerrig på dette punkt. En ide kunne være at man i forbindelse med en eventuel ny Klovnfilm, lavede en serie til mobiltelefon hvor man fulgte helt korte episoder eller bag om kameraet om Frank Hvam i hans arbejde med at spille Frank Hvam. Eller man kunne etablere en twittervagt, ligesom lægevagten hvor folk havde connection til skuespillere eller filmfolk i ugen efter en premiere. Eller man kunne udvikle ideen om DOX:BIO med et site på nettet, hvor folk kunne finde inspiration til andre film der connecter med et tema. Eller når jeg laver min næste film, så kunne vi broadcaste fra settet direkte ud til dem der var interesseret. Sharing. Jeg har mange ideer, og dem vil jeg give til Jakob Willer og hvem der ellers er interesserede.
Til sidst: Du er gal over at jeg foreslår en skat. Men jeg foreslår absolut IKKE en skat. På INGEN måde. Andre dele af kulturlivet øsnker en skat, men ikke mig. Ordet skat er ikke nævnt en eneste gang i kronikken. Jeg synes det ville være en skændsel hvis teldindustrien sendte regnignen videre til dig og mig og alle. Internet er dyrt nok i forvejen. Jeg påpeger blot at Teleindudtrien i 2011 havde en omsætning på 39 mia kr, så de kunne jo tage det ansvar at bidrage til at skabe superfedt og cool indhold, som de selv kan være med til at præge… Der må jo være en vis form for overskud at give af med den omsætning.
Bedste hilsner fra Christina
Hej Christina,
1. Fint, risikovillige film er ikke nødvendigvis smalle film. Men så lad mig spørge om 106.000 solgte billetter betød at din film løb rundt? Altså inklusiv filmstøtten, som vel ikke skal betales tilbage, eller hvordan?
Og hvad har DFI med blankbåndsafgiften at gøre? Internationalt er der masser af penge i underholdningsindustrien – også for film. Hvorfor kan man ikke lave film i Danmark og tjene penge på det? Skal vi så overhovedet lave film? Og med de eksisterende offentlige kasser, som industrien får støtte fra?
2. Beklager hvis det er demotiverende. Desværre har jeg arbejdet med “innovation” og 1.000 andre buzz words for længe til at have nogen som helst tro på, at de er andet end lige netop det. Buzz words. Men lad mig stille et par opklarende spørgsmål. Hvad er det ved de eksisterende streamingtjenester og andre leveringsplatforme, der er så sløjt? Hvorfor er det lige præcis en innovationsfond, der er målet? Var det ikke smartere, at sætte sig ned på tværs af en række brancher, og lade sig inspirere til nye forretningmodeller? Og endelig. Har I overvejet crowdfunding?
- Når jeg stiller spørgsmål, og selvom de er provokerende, så bunder de rent faktisk i, at jeg vil vide mere om mekanismerne i industrien. Ikke mindst fordi jeg arbejder med digitalisering og digital forretningsdvikling. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at der er dele af det store billede, jeg har overset. Men indtil videre er jeg ikke blevet klogere.
Til sidst: Det er en skat. Kald det bare en afgift, hvis det får dig til at sove bedre, men det er de facto en skat, som alle danskere med adgang til internettet vil komme til betale. Og i øvrigt, hvis dit argument omkring telebranchens omsætning var gyldigt, så ville enhver omsætning jo være lig med et overskud. Jeg skal hilse fra en række danske konkurser, og sige at det ikke er tilfældet.
De bedste hilsner
Thomas
Hej Thomas.
Tak for dit svar.
1. Filmstøtten.
Jo, den skal absolut tilbagebetales, såsnart filmen har tjent sig ind. Klovn har netop tilbagebetalt sin statstøtte. Min film løb vist lige rundt, den har tjent lidt. Men ikke så meget at statsstøtten skal betales tilbage. Desværre.
2. Blankbånd.
DFI har intet med blankbånd at gøre. der er tre økonomistrømme i dansk film. Statstøtten, forvaltet af DFI og TV, private investorer (distributører, fonde bla regionale) og så er der rettighedsmidler (Copydan, Blankbånd osv). Det kan nok ikke overraske dig at vi, de skabende kunstnere er meget trængt i vores indtægt. Det er derfor rettighedsbetaling er så vigtig. Lad mig give et eksempel: i 1999 tror jeg, hjalp jeg min søster en eftermiddag med at skrive teksten til en swan Lee sang ‘Tomorrow Never Dies, jeg fik 25 % af tekstforfatter-koda. En opgave, der tog en halv dag. Til sammenligning brugte jeg 1,5 år på at lave Supervoksen. jeg har tjent meget midnre- i rettighedspenge på Supervoksen (1,5 års arbejde) end på at lave 4 timers arbejde. Nu er jeg ikke helt sikker på det eksakte beløb, men mine rettighedspenge på Supervoksen ligger dags dato under 30.000 kr før skat. Penge som jeg skal bruge til at overleve de faser i en tidlig udvikling af en ny idé, som ellers vil være ulønnet. Det forventes at jeg opstamper nye originale ideer, selvlønnet. 80% af danske filminstruktører tjener under 300.000 kr om året så vi er et lavtlønsområde. Det er derfor vi kæmper for blankbåndsordningen.
3. Eksisterende streamingtjenester.
Som jeg skriver i kronikken: indtægten pr film er 10-20-30 gange så lav som på dvd. Vi er et lille bitte land som netflix er ligeglade med, så det er svræt at forhandle prisen pr filmstream op. Nogen foreslår en national VOD-tjeneste, og det er nok en god ide, men som forbruger er det da træls at skulle særlige steder hen på nettet for at se danske film, synes du ikke? Altså vil vi forbrugere ikke bare have adgang til film på så enkel en måde som muligt? Zentropa lancerede et site Z-ZOD,men hvem hulen sidder lige over aftenkaffen og siger til lillemor: skal vi ikke se en Zentropa-film iaften? Streamingtjenester er bestemt vejen frem men der skal udvikles en rentabel model så som jeg ikke har regnet ud.
4. Præmis for min kronik.
modsat hvordan det ofte fremstår i medierne, så er filmbranchen ikke forkælet og ligger i køjen og ryger cigarer. Vi er dagligt hardcore konfronteret med et kommercielt markeds krav. Du drømmer ikke om hvor meget vi hele tiden skal forholde os til det. Det er faktisk træls ind imellem, for når folk er trængt økonomisk så bliver mange angst, og så begynder man at pejle efter film man tror vil tjene kassen, Istedet for at lade passionen drive værket. det er passionen for det vi laver, de historier vi fortæller, vores egen totale optur over en bestemt skuespiller eller fotograf, nørdet som det kan lyde, som gør at I gider se filmene. Vildskab, risikovillighed. Vi har især i DFi regi efterhånden oparbejdet et kodeks der hylder risikovillighed. Den er grundfæstet i de 4-årige filmaftaler med politikerne.
Dansk fil kan aldirg klare sig alene på markedsvilkår. befolkningsgrundlaget er for lille. Så befolkningen er nød til at beslutte om den vil ahve en dansk film kultur eller ej, og så acceptere at denne kultur ligger i krydsfeltet mellem marked og støtte.
Håber du blev klogere, ellers sig til.
C
Hej Christina,
Dansk film kan aldrig klare sig på markedsvilkår. Fair nok. Du er selv ude at tale om sponsorater og partnerskaber, hvilket jeg synes er en fremragende løsning. HVIS der ellers er et problem.
I hvert fald ser det ikke ud til at problemet er, at lokke danskerne i biografen: http://www.jeppeutzon.com//downloads/DanskeBiograftal.png
Kort sagt fortæller tallene i graferne, at der bliver lavet flere film, og solgt flere billetter end for tyve år siden.
Hvis der vitterligt er kapitalproblemer, burde man så – ligesom andre kriseramte industrier – ikke skære ned på produktionen? Det er altså sådan andre gør, hvis de ikke kan sælge alle de enheder de fremstiller.
Som jeg fornemmer det, så er problemet i høj grad dine (altså filminstruktørernes) penge. I mener simpelthen ikke, at I får royalties nok. Royalites er en måde for “kunstnere”, at sikre sig en livslang indtjening – størrelsen uvedkommende. Hver gang en kunde ser eller lytter til et værk, får kunstneren betaling. Med mindre kunden har købt retten til ubegrænset at bruge værket (altså cd/dvd-salg). Jeres problem er så, at færre mennesker rent faktisk køber dvd’er. Jeg vil godt anerkende, at det er en enorm udfordring for hele forretningsmodellen.
Som verden ser ud lige nu, ser det ud til, at tendensen går imod større ligegyldighed i forhold til ejerskab. Så længe man har adgang, er man godt tilfreds. Det betyder, at jeg kan se den samme film på Netflix tusind gange, men den fylder ikke i min reol. Dét betyder også, at du som instruktør får 1000 gange royalties. Selvom disse royalties nødvendigvis er mindre per styk end indtægten fra én dvd, kan der altså i det lange løb blive tale om ret store summer. Derimod kan jeg jo som forbruger blive snydt af flot markedsføring, og ende med at købe en dvd, som jeg kun får set en gang. Streaming og salg af fysiske enheder er langt fra det samme. Streaming er på mange måder ligesom tv, bortset fra, at pengestrømmen er brudt helt ned til den enkelte seer. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårligere forretning at få streamet sin film en at få den vist i tv. Især ikke når man regner på beløbet per seer.
Du skal bruge penge til at lave nye film, og til at få brød på bordet mellem indspilninger. Jeg ved ikke, hvor meget funding du som instruktør skaffer, og hvor meget, der er lagt ud i andre led? Under alle omstændigheder kæmper jeg som selvstændig mange af de samme kampe. En evig jagt efter opgaver og penge til at lave spændende projekter. Men selvom jeg godt kunne tænke mig flere penge til at udvikle nogle af mine mest spænende projekter, så synes jeg ikke ligefrem det er rimeligt, at tvinge den financiering ned over en masse mennesker, der aldrig kommer til at se projektet.
Derudover er der hele spørgsmålet om netneutralitet, som egentlig var grundpræmissen, der fik mig til at fare op. Jeg kan sige rigtigt meget om det, men vil holde det kort.
Hvis en enkelt industri får bestemmelsesret over hele – eller dele af – internettet, så ryger nettets troværdighed som uafhængig infrastruktur, der skal dele viden, og bringe mennesker tættere på hinanden. Der er utallige angreb på netneutraliteten, og især den amerikanske musik- og filmindustri, RIAA og MPAA, har været ude med riven, blandt andet med forsøg på at gennemtvinge overvågningssoftware og lave rettighedsindustrikontrollerede politienheder: http://www.osnews.com/story/23160/RIAA_MPAA_Want_Monitoring_Software_Border_Checks
Som du måske kan forstå er jeg en klar fortaler for demokratiske rettigheder. Deriblandt at man er uskyldig indtil andet er bevist, og at det kræver en retskendelse før man kan banke døre ned hos folk. Du ser muligvis ikke dit eget forslag som et angreb på de rettigheder. Men det gør jeg.
Filmstøtten, og privat funding for den sags skyld (igen – tjek Kickstarter o.l.) er der jo ikke nogen, der har talt om at tage fra jer. Så præmissen om, at man ikke kan lave film uden at få indirekte statsstøtte køber jeg altså stadig ikke.
Bedste hilsner
Thomas
1. Med risikovillig antager jeg der menes en film som ikke er støttet af Reiner Grasten eller Nordisk film eller et af de andre større huse og som ikke har en liste af de mest kendte og elskede skuespillere i hovedrollerne, eller eventuelt et tema som ikke har noget at gøre med romance og eller humor – er det nogenlunde i takt med din definition?
Hvis vi kan finde en stram definition af risikovillig som er acceptabel og et system hvor budgettet for et projekt kan evalueres af professionelle med expertise i branchen synes jeg det er en fin ide, men hvis der allerede er et system og en pulje for disse produkter så er der vel ikke noget problem?
2. Jeg kan ikke se hvorfor der skal en statsstøttet tænketank til at udtænke disse inovationer. På et eller andet niveau virker det mere logisk og mere i trit med hvordan disse ting traditionelt er gjort både i film og andre brancher at det er branchefolk som kommer med inovationer. Inden for film industrien kunne man nævne inovationer som animeret tv serie (det havde blandt andet Star Wars), spil til mobile platformer som iphone og droid, gratis online spil, live streams fra optagelser, og de forslag du selv kommer med. Problemet er jo bare at alle disse ting ALLEREDE eksisterer, der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken.
Hvis du vil livestreame direkte fra optagelser: youtube, justin.tv, twitch, ustream osv.
Hvis du vil have en twitter feed: brug twitter, eller facebook eller et hav af de andre sociale sites.
Vil du lave en serie om Frank Hvam så læg den på Itunes og gør den gratis eller lad den koste 2 kr per afsnit.
Alle disse ting eksisterer allerede og de fleste er gratis, det handler bare om at komme med på vågnen.
I virkeligheden er der ikke brug for en innovations fond til dansk film for uanset hvor gode intentionerne kan den ikke producere noget som er på højde med det som allerede findes. Hvis problemet er at filmfolk ikke er gode nok til at udnytte eksisterende teknologi er det heller ikke noget som kan fikses med en innovationsfond.