Som mange andre nye begreber skal deleøkonomi stå på mål for en masse menneskers egen udlægning. Men bare fordi det lyder godt, er det ikke nødvendigvis sandt.
Når du får et lift med GoMore, er det deleøkonomi, men hvis du leaser en bil gennem GoMore, har det intet med deleøkonomi at gøre. Hvis du køber en lejlighed med det ene formål at udleje den på Airbnb, er det heller ikke deleøkonomi.
Der kan altså godt eksistere både deleøkonomi og andre former for økonomi indenfor den samme sfære.
Hvorfor er det så vigtigt at skelne? Fordi det mudrer debatten. Deleøkonomi er en fællessag. Det handler om optimal udnyttelse af ressourcer, og deleøkonomien er ikke nødvendigvis kommerciel i sin grundkerne, selvom de firmaer og tjenester, der faciliterer den, i sagens natur er kommercielle.
Når man kalder Uber for deleøkonomi, er det ikke bare forkert, det er med til at mudre debatten. At kalde Uber deleøkonomi er et retorisk greb, der giver tjenesten en legitimitet, den ikke nødvendigvis fortjener.
Efter alle objektive mål er Uber en pirattaxatjeneste. Man bestiller og køber transport fra A til B. Argumenter som “Uber er deleøkonomi, fordi det er bagsædet af min bil, der lejes ud per time eller per tur, når jeg ikke bruger den”, giver ingen mening. Er en biograf med ledige sæder så også deleøkonomi? Og hvorfor er en almindelig taxa ikke?
Vi kan diskutere, om reglerne på området skal lempes, eller på anden måde ændres. Uber og lignende tjenester kan sagtens være et privat taxaalternativ, men så er vi også nødt til at behandle det som sådan.
Uber er ikke deleøkonomi. Men det er ikke et argument for at holde taxalovgivningen tilbage.