#twitterhjerne – en guide til vores kollektive hivemind


twitterhjerne

Er du ny på Twitter bør du starte din rejse hos @Leoparddrengens Twitterguide.dk

Jeg er en af dem, der ofte bruger hashtagget #twitterhjerne på, ja Twitter naturligvis. Både til at søge hjælp og information, men også til at hjælpe andre.

Kort fortalt er #twitterhjerne et hashtag mange bruger når de gerne vil have folks personlige vinkel på et problem eller et spørgsmål. I vid udstrækning bruges det også som erstatning for Google. Man stiller et spørgsmål, tagger det med #twitterhjerne og et eventuelt andet relevant hashtag. Sidder der så nogen og følger hashtagget (eller kontoen @twhjerne for nemheds skyld) og har et svar på rede hånd, er der kort fra spørgsmål til oplysning

Der er for så vidt ingen rigtig eller forkert måde at bruge #twitterhjerne på. Men der er alligevel nogle pointers, der er værd at tænke over, og som medvirker til at bevare og forøge værdien af den kollektive hjerne.

  1. Stil konkrete spørgsmål, drop de retoriske.
    Folk følger tagget for at hjælpe, ikke for at se på dine kække bemærkninger eller skamløse selvpromovering. Uanset om du søger en opskrift på mormorboller, eller en forhandler af beriget uran, er det en god idé at holde sig på sporet.
  1. Brug emnetags (#dkpol, #dkmusik, #dktech…)
    Gør det nemt for andre med interesse i feltet, at finde både spørgsmål og svar. Mange har mutet aktuelle hashtags med stor aktivitet, fordi emnet ikke interesserer dem (#DenStoreBagedyst/#bagecrack, #vmd14, og #ello er nogle af dem, der oftest bliver gemt i folks feed). Ved at bruge relevante tags holder du også dit spørgsmål ude af feedet hos folk, der ikke interesserer sig for emnet. Det er god twitterstil
  1. Søg på hashtagget før du spørger
    En svær disciplin, når man er ved at brænde inde med et spørgsmål, men spørger du om et hot emne, er der stor sandsynlighed for at svaret allerede findes. På den måde undgår du også at udmatte fælleshjernen ved at stille spørgsmålet flere gange.
  1. Følg selv #twitterhjerne
    Når du følger #twitterhjerne, lærer du noget nyt hver dag. Og du får måske endda svar på dine spørgsmål, før du når at stille dem. Husk at hjernen virker begge veje.

Husk I øvrigt at #twitterhjerne kan have lidt latenstid, så svaret kommer måske ikke lige med det samme, men det skal nok komme. Og når du får det, så kommer du langt med et lille tak til dem, der har hjulpet.

Kan du li hvad du læser?