Nyt kampfly: Danmark kommer til at købe F35

By U.S. Navy photo by Mass Communication Specialist 2nd Class D. Keith Simmons [Public domain], via Wikimedia Commons

Verdens mest sofistikerede kampfly er mere farligt for os selv og vores allierede, end vores fjender.

Først må jeg indlede med en påstand, der er aldeles udokumenteret. Danmark kommer til at investere i Lockheed-Martins F35, også kendt som Joint Strike Fighter, når partierne bag forsvarsforliget om kort tid skal vælge fremtidens danske kampfly. Uagtet at Boeings F/A-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon stadig er med i udbuddet. Svenske Gripen er for længst ude. Saab, firmaet bag Gripen, trak flyet ud af konkurrencen sidste år, da man mente at F35 var valgt på forhånd. Selv er jeg ikke i tvivl om, at F35 de facto er en politisk beslutning.

Beslutningen om at købe F35 er sikkert en blanding af misforståede hensyn til alliancepartneren USA, samt en god gammeldags gang politisk pres fra amerikanerne.

Uanset bevæggrunden vil jeg – indtil andet er bevist, og det håber jeg inderligt sker – fastholde at F35 er på vej til Danmark. Og det er – af adskillige årsager – en dårlig idé.

Økonomien kan få afgørende betydning for evnen til at forsvare Danmark

De løbske udviklingsomkostninger er naturligvis politikernes største hovedpine. Reelt er de sikkert ligeglade – det er jo ikke deres penge – men for en god ordens skyld, skal det jo lyde som om det rager dem. For Forsvaret er det er derimod umuligt at se bort fra det økonomiske helvede, man er på vej ind i.

Når omkostningerne til indkøb og vedligehold løber løbsk, skal pengene tages andre steder. Det er usandsynligt, at forsvarsbudgettet bliver sat op, og det betyder, at besparelserne kommer til at gå ud over vores soldater på jorden. I sidste ende risikerer Danmark at stå med et fuldstændigt ensidigt forsvar, der kun lige akkurat har råd til at holde fly på vingerne, og intet andet.

Flyet er mildest talt elendigt til danske formål

F35 er bygget som et bombefly. Det mangler supersonisk cruise, og manøvredygtighed. Ubrugeligt til afvisningsberedskab, hvilket er danske jagerflys primære opgave i Danmark. I internationale missioner bruges danske fly ganske vist til bombemissioner, men her er det væsentligt at stille spørgsmålet, hvorvidt danske jagerfly overhovedet skal deltage i den slags missioner.

Vi kigger på en fremtid, hvor den næste store sparerunde i Forsvaret, med al sandsynlighed, kommer til at lukke en, potentielt to, af de tilbageværende tre flyvestationer. Uanset om Flyvevåbnets Wings samles i Karup eller Aalborg, er der langt til Bornholm. Og det er der, vores afvisningsberedskab arbejder. Nu oftere end de seneste mange år. Et hurtigt, manøvredygtigt kampfly er det, vi har brug for. Det er F35 ikke.

Et af de store salgsargumenter for F35 er flyets stealth-egenskaber. Hvis vi ser bort fra det faktum, at stealth er ubrugeligt til missioner i dansk luftrum, er det værd at bemærke, at stealth fungerer kun i et smalt spektrum af radarbåndene. Både USA, Kina og sandsynligvis Rusland har allerede udviklet radarsystemer, der kan opfange stealth. Andre potentielt fjendtlige nationer har ikke nævneværdige oganiserede luftforsvar, så i praksis er det en ubrugelig ekstraudgift. Hastighed og manøvredygtig er vigtigere til afvisning, patruljering, og flyvning i lav højde over fjendtligt territorium.

One size does not fit all. At all.

Der er en grund til, at man bruger forskellige flytyper til forskellige missionstyper. Et af de mest ikoniske kampfly er det amerikanske A10 Thunderbolt II med tilnavnet Warthog. Flyet har fået sit tilnavn fordi det er grimt og langsomt. Det er grimt og langsomt, fordi det er tungt pansret og svært bevæbnet. Den lave hastighed er især anvendelig ved ildstøtteoperationer, eller CAS – Close Air Support. En missionstype, der er vital for soldater på jorden. A10 er med sin 30 millimeter maskinkanon overlegen til CAS i forhold til alle andre fly i verden. Denne opgave skal F35 overtage, hvis det står til det amerikanske luftvåben.

F15 og F16 er nogenlunde jævnaldrende designs med A10. Det er altså gamle fly. Det til trods er de stadig populære verden over. Det skyldes at F15 er en effektiv jagerbomber med en lang række avancerede sensorteknologier. For F16’s vedkommende er det et hurtigt, manøvredygtigt fly, der er effektivt i luftkamp. At F16 er et godt bombefly, er egentlig bare en bonus.

Hvis man kigger på F35, viser både tests og simuleringer, at flyet præsterer væsentligt dårligere end F16, F15 og A10 på deres respektive områder. Det til trods forventer amerikanerne, at alle deres kampfly skal udskiftes med F35. Et fly der ikke flyver lige så hurtigt som F16, manøvrerer dårligere – især ved lave hastigheder, er ringe pansret og mangler CAS bevæbning.

Pierre Sprey har, som designer af bl.a. F16 og A10, en betragtelig aktie i de to fly. Alligevel er det værd at se dette interview fra tv-programmet Fifth Estate:

NATO er sårbar ved konsolidering af flytyper

Een fejl. Det er alt hvad der skal til at holde en flåde af en enkelt flytype på jorden. Konsolidering af flytyper og ensidigt fokus på F35 medfører en ekstrem sårbarhed for hele NATOs samlede luftforsvar. Hvis alle F35’ere er groundede, hvem tager så kampen op?

NATO har i øvrigt udtrykt ønske om, at øge transportkapaciteten i missionsområder. Både i forhold til fly og helikoptere. Her har Danmark et stærkt kort at spille. De danske transportfly, C-130  Hercules, er bredt anerkendte af vores allierede. Vi har ekstremt dygtige piloter, og vi er villige til at flyve hvor mange andre nationer holder sig tilbage. Det er værdifuldt overfor vores allierede.

Der er ingen tvivl om, at NATO har brug for transportkapaciteten, mere end for kampfly. En dansk prioritering af transportfly og helikoptere giver langt mere mening for os, fordi de er billigere at holde i luften end kampfly, og for NATO fordi transportbehovet vokser støt.

Den amerikanske A10 er NATO’s eneste specialiserede CAS-fly. Ved at udfase A10 til fordel for F35, står NATOs soldater tilbage uden effektiv støtte fra luften.

F35 er et indenrigspolitisk amerikansk projekt

Hvorfor den megen snak om amerikanernes udfordringer med F35? Fordi udviklingen af flyet udelukkende er et amerikansk anliggende. Projektet er båret af politiske og egoistiske interesser, mere end af konkrete taktiske og/eller strategiske overvejelser. F35-projektet er fra flere sider blevet beskrevet som en ”gigantisk rævekage i centrum af det industrielt militære kompleks”. På godt dansk betyder det, at der er for mange kokke, for mange interessenter og alt for mange krav.

Projektet handler i højere grad om amerikanske arbejdspladser, og industriordrer for mange milliarder, end om hvad det amerikanske forsvar, eller NATO har brug for. I den ligning er Danmark ubetydelig. Vi har bidraget med et – i det store regnskab symbolsk – beløb til udviklingen indtil nu.

F35 er teknologi for teknologiens skyld. Flyet bliver bygget med eller uden Danmark. Eventuelle danske behov bliver der ikke taget hensyn til.

Amerikanerne bygger F35 for at spare

Ved at konsolidere en lang række flytyper, var den oprindelige idé med F35, at man kunne spare milliarder ved hjælp af stordriftsfordele. I praksis har de ekstreme budget- og tidsplansoverskridelser dog ødelagt økonomien langt ud i fremtiden.

Man bygger essentielt set tre forskellige versioner af F35. En til US Air Force, en til US Navy og endelig en til US Marines. Den sidste variant er teknisk set spændende fordi marinekorpset har bestilt en såkaldt ”jump jet” eller VTOL (Vertical Take Off & Landing) -version. Den kommer vi ikke til at se i Danmark. Flådens udgave er designet til at operere fra hangarskibe. Flyvevåbnets ”basiskonfiguration” er den vi kigge rpå i Danmark.

De tre modeller deler en stor del af selve flykroppen, men vinger og take off-udstyr varierer. Derudover deler flyene sensorer, radarsystemer og elektronik. Her er der altså oplagte stordriftsfordele. Hvis ikke det var for det faktum, at amerikanerne allerede har brugt en trillion(!) dollars på udviklingen, og der bliver pt. produceret mindre end 20 fly om året. Målet er 2400 fly, der skal afløse F15, F16, F/A18, A10 og en række andre flytyper.

Selv hvis udviklingen havde kørt på skinner, mangler beslutningstagerne at stille sig selv nogle vigtige spørgsmål:

– Hvorfor skal vi spare?

– Hvordan påvirker besparelserne vores evne og måde at kæmpe på?

– Er fremtiden virkelig så simpel, at vi kan klare os kun med én flytype?

Budgetter er altid under pres. Der skal altid spares, og det kan være svært at argumentere imod. Men hvis man havde ulejliget sig med at stille, og besvare, de to andre spørgsmål, kunne man have nået en væsentligt bedre løsning.

Danmark vil have nyt kampfly på grund af international status

Kampfly er fede. De er ikke bare symbolet på, at bombe fjenden. De er maskinerne, der rent faktisk udfører opgaven. Der er læssevis af prestige i at ”sende kampfly til verdens brændpunkter” for en driftig stats- eller forsvarsminister. Samtidig er der masser af goodwill at hente ved vores største allierede, hvis vi bare nikker og køber det første og bedste, de serverer.

Hvis man virkelig ønsker at satse på kampfly, burde man i stedet købe nogen NATO har brug for. I takt med at USA indfaser F35, er A10 på vej i graven, på trods af, at analytikere mener, at den uden problemer kan flyve op til 30 år endnu, med et levetidsforlængelsesprogram. Uden A10 står NATOs soldater uden effektiv støtte på landjorden. CAS-opgaven er en af de allervigtigste i en kampsituation, og hvis man tænkte lidt visionært i Danmark, kunne man vælge at beholde vores F16-flåde, og udelukkende bruge den til afvisningsberedskab. Samtidig kunne man så aftage USA’s flåde af A10.

Ønsker man politisk løftekraft overfor NATO-partnere, er CAS-opgaven uvurderlig, mens almindelige kampfly er noget nær ligegyldige.

Danmark har brug for kampfly

Den kolde krig er tilsyneladende ikke helt død. Med Putins aggressioner i Østeuropa, er Danmarks evne til at forsvare sig selv en bydende nødvendighed. Danmark skal råde over kampfly. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark skal eje kampfly. De fly, der opererer det danske afvisningsberedskab, kan sagtens være leasede, eller købt i samarbejde med nogle af vores nære nordiske allierede. Et forslag der tidligere har været fremme i forbindelse med en mulig dansk-norsk samkøbsaftale på F35. Men Sverige leaser i forvejen Gripen ud til flere lande. Gripen er radikalt billigere, og væsentligt bedre til danske formål, end F35.. Nordisk forsvarssamarbejde giver mening. Både strategisk og økonomisk. Hvis Sverige og Finland finder vej ind i NATO, burde den være lige til højrebenet i fremtiden.

Indtil da må vi afvente i spænding, og i processen højst sandsynligt se uendelige mængder af skattekroner skyllet ud i toilettet på et kampfly, der endnu har til gode at komme på vingerne uden fejl.

Læs mere om problemerne med F35 Joint Strike Fighter på Ingeniøren og den militærjournalistiske blog War Is Boring.

Kan du li hvad du læser?