Skab et digitalt udgangspunkt


Dette indlæg er mit bidrag til Dansk IT’s Essay-konkurrence, “Fra viden til vækst”. Du kan læse mere om konkurrencen, samt de de tre vinderbidrag her.

I Danmark påstår vi at have ambitioner. At vi vil gøre en forskel. At vi vil gå foran. Vi skal være blandt de bedste i verden til it, og vi skal have bredbånd til alle danskere. Desværre følges politikernes noget uskarpe målsætninger ofte op med lige så uskarpe tiltag. Hvis vores ydmyge fædreland skal ligge i toppen af fremtidens internationale superliga, så er der nogle ting, der lige skal på plads først.

Hvis Danmark for alvor skal være et d-land – en digital nation – så er vi først og fremmest nødt til at fokusere mere på de grundlæggende kompetencer i it-verdenen. Det handler ikke om at kunne begå sig på Facebook, eller lave et flot excel-ark. Det vi har brug for, er en grundlæggende forståelse for, hvordan ettaller og nuller bliver til tekst, billede og lyd på vores computere. Først når vi besidder en forståelse for, hvordan den digitale verden hænger sammen i sit grundstof, kan vi lave realistiske vurderinger af vores evne til at skabe – både produkter, services og vækst. Først da kan vi for alvor begynde at indfri vores digitale potentiale.

Samtidig er en af digitaliseringens største udfordringer at få alle med på bølgen. På samme måde som industrialiseringen for snart 200 år siden satte gang i et skred i samfundsstrukturen, er digitaliseringen hastigt i gang med det samme. Og – ganske som i hin tid – er det en kamp mellem det nye og det gamle.

Overhalet af fremtiden
Den hast hvormed digitaliseringen har spredt sig er uden sidestykke i historien. Tidligere tiders teknologiske revolutioner er sket henover meget længere tid end digitaliseringen. Det kan lade sig gøre fordi vi, siden industrialiseringens begyndelse, i stigende grad har vænnet os til, at udviklingen aldrig står stille. Man kan stort ikke slå øjnene op om morgenen, uden at der på den anden side af jorden er sket et teknologisk eller forskningsmæssigt gennembrud. Fremtiden er med andre ord blevet dagligdag. Det betyder ikke nødvendigvis, at alt er lyserødt.

Håbet er dog stadig lysegrønt. Hvis man forestiller sig, at teknologien skal redde menneskeheden fra det totale sammenbrud, udhungring af planeten og evige krige om territorier og rigdomme, så findes der – historisk set – ingen mere spændende tidsalder end nu. I disse år står teknologien sin prøve, og det vil vise sig, om alt det som industrialiseringen og senere elektrificeringen af samfundet varslede, virkeligt holder stik. Får vi virkelig lighed, frihed og velstand for alle? I Danmark mener nogle iagttagere, at velfærdssamfundet i disse år er under afvikling. Det harmonerer dårligt med teknologiens lovede digitale land af mælk og honning.

Ild, hjul, vindmøller og dampmaskiner er eksempler på teknologier, der har revolutioneret samfundet, og skabt nye strukturer og arbejdsformer. Målet har altid været at lette det fysiske arbejde for mennesker. Det har først til, at de fleste af os i dag faktisk slipper ret let gennem livet. Vi kan nøjes med 37 timers arbejde om ugen. Måske endda mindre. Alligevel har vi aldrig arbejdet mere. På trods af alle teknologiens lyksaligheder. Robotter og it burde vel egentlig gøre vores arbejde, mens vi bare hygger og spiller canasta. Sådan kommer det nok ikke til at gå. I hvert fald ikke i lige foreløbigt.

Når vi nu ikke kan lave verden om til menneskehedens permanente ferieparadis, må vi erkende, at fremtidens vækst fortsat er menneskeskabt. Vi skal gå mod mere specialisering. Samling af kompetencer. Højere uddannelsesniveau. Men vi må ikke glemme, hvad det er, der skaber vækst og innovation. Nye idéer opstår konstant og overalt. Men idéer er ikke det papir værd de er griflet ned på, hvis de ikke omsættes til virkelighed. Samspillet mellem faggrupper, mellem idéhavere, konceptmagere og de udførende kræfter må ikke undervurderes.

Tværfaglighed går hånd i hånd med specialisering, og er altafgørende i en udviklingsøkonomi. Selvom en stor del af vores kommunikation og udviklingsarbejde foregår digitalt, må vi altså ikke glemme at verden langt fra udelukkende består af nuller og ettaller. Vi har stadig et behov for mennesker, der arbejder med andre mennesker. Pædagoger, lærere, sygeplejersker og mange andre faggrupper. Selvom de i sagens natur også må forvente mere digitalt arbejde i fremtiden, så bør disse faggruppers primære fokus ikke glemmes. Vi kan gøre mange ting lettere med it. Vi kan fjerne administrationsled, give folkeskoleeleverne flere og bedre læringsmuligheder i de enkelte fag, samt skabe bedre og mere sikker overvågning af patientstuer. Men vi kan ikke erstatte menneskeligheden med maskiner. Vi kan ikke erstatte omsorg med bits og bytes. Og vi må for alt i verden ikke forvirre omsorg med mulighed for digital kommunikation. Samtidig må vi ikke glemme at den digitale verden er med os alle. Overalt. Det kommer til at gælde alle faggrupper.

Fanget i fortiden
Danmark har ikke kun brug for flere it-specialister. Vi har i høj grad brug for at hele befolkningens it-brugerniveau bliver hævet. Væsentligt. Det er simpelthen ikke godt nok at kunne sende en mail og skrive lidt i Word. Hvis tværfagligheden skal give det digitale Danmark et løft, så er alle nødt til at kende til grundlæggende digitalt design. Hvordan fungerer en computer, og hvorfor gør den som den gør?

For mig at se er grundlæggende forståelse af programmering og digital teknologi lige så vigtigt for fremtidens borgere som dansk, matematik og fremmedsprog. Et blik tilbage i folkeskolens udvikling kan måske gøre sagen en smule mere klar.

Da kravet om at alle danske børn skulle modtage undervisning blev indført, var undervisningen begrænset til dansk og regning. Man skulle lære at skrive og lægge to og to sammen. Senere blev både fagene mere komplicerede, da det ikke længere blot var regning, men matematik, der skulle læres. Og pludselig kom flere fag til. Kemi, fysik, sløjd og maskinskrivning er eksempler på fag, der er kommet til senere. I takt med samfundets udvikling og den generelle stigning i hjemmenes basisviden, og elevernes deraf følgende bedre forudsætninger for at modtage undervisning på et højere niveau, er barren altså gennem historien rykket højere og højere. Desværre mangler vi stadig at få it prioriteret. Ikke som redskab – det er i høj grad hverdag på landets skoler, at man inddrager teknologien – men som fag. Det er desværre stadig meget få, der ved hvordan og hvorfor de digitale enheder fungerer.

Digital fabrikation
Overordnet synes der at være en tendens til at tro på at ”it” og ”innovation” er på magiske vidundermidler til at skabe vækst. Men ærligt talt. Troen på at viden, idéer, konceptudvikling og design kan løfte alle vores behov virker snæversynet. Vi er nødt til at forholde os til, at lokal produktion er en nødvendighed. Måske ikke i lige stor skala for alle brancher og virksomhede. Men alle virksomheder, der udvikler fysiske produkter, har behov for at holde trit med produktionen. Vi har i de senere år set, hvordan den tidligere konstante udflagning af opgaver til Kina, faktisk så småt viser tegn på at vende. De kinesiske lønninger er på vej op, og samtidig er automatisering og digitalisering af produktionsprocesser ved at være så langt, at prisforskellen er til at leve med. Derudover kommer de enorme koordinationsomkostninger, som virksomhederne har ved at producere i udlandet.
Hvor fortidens håndværkere vitterligt var afhængige af – og mestre med – deres hænder, er fremtidens håndværkere også digitale. 3D-print, laserskæring og CNC-fræsning er eksempler på fabrikationsmetoder, der kombinerer den digitale verden med den fysiske virkelighed. Det er blevet let at gå fra tanke til digital tegning og videre til produktion. Det er et spændingsfelt, der bliver enormt i de kommende år. Og det vil kræve dygtige håndværkere, både digitalt og fysisk, at udnytte disse maskiners fulde potentiale. Samtidig betyder den stigende automatisering – vi kan jo kalde det robotificering – og digitalisering af produktionen, at argumenterne for at flytte produktion til udlandet efterhånden har meget lidt relevans. Vi må derfor ikke glemme de rene håndværksmæssige fag i fremtidens kompetencekatalog.

Dermed ikke sagt, at fremtidens håndværker ligner gårsdagens. Murere, tømrere og smede må forberede sig på, at en del af deres fremtidige medarbejdere er robotter. Det kan være alt fra små transportenheder, der fragter materialer rundt på byggepladsen, til robotarme der stabler mursten. Byggefagene har traditionelt været utroligt svære at digitalisere, men vi ser i disse år et enormt udviklingsarbejde på området. Derfor skal selv murermesteren og tømrersvenden være it-superbrugere. Ellers kan de ganske enkelt ikke styre deres digitale medarbejdere.

Fremtidens kompetencebehov er ikke væsentligt forskellige fra nutidens. Men vi har et åbenlyst behov for at skrue på en række parametre, der gør os i stand til at forstå teknologien. Når vi forstår teknologien bliver nemlig ikke bare bedre til at anvende den. Vi bliver bedre til at udvikle den, og især til at lave forretning ud af den. Hvis viden skal blive til vækst, er vi nødt til at tage et fælles ansvar. Løfte i flok. Og vi kan passende starte med at give it en plads på skoleskemaet.

Kan du li hvad du læser?